Der er gået et par uger siden jeg sidst lavede et indlæg. Pga. ustadigt vejr og travlhed med studiet har der heller ikke været meget at berette om, men jeg synes nu alligevel, at jeg har nok materiale til endnu et indlæg, så jeg kan holde jer opdateret.
Først og fremmest går studierne fremad, men vi er efterhånden lidt frustreret over, at vores kursus, Advanced Seminar in Movement Neuroscience, sluger så meget af vores tid, som det er tilfældet.
Hver uge er onsdag til fredag gået med at få læst 5-6 artikler, forberede spørgsmål og kommentarer til dem alle og derudover forberede 10-20 min powerpoint-fremlæggelse af tildelt artikel. Hver fredag formiddag føles som en mundtlig eksamen og det bliver ikke bedre af, at stoffet er så svært. Vi har aldrig prøvet noget lignende i Aalborg, hvor man er ret meget oppe at køre, hvis man blot en enkelt gang på et helt semester skal op at fremlægge i et kursus og vores præstationer er aldrig blevet kritiseret eller givet en karakter efter hver forelæsning, som det er tilfældet her. Som nævnt i tidligere indslag er indholdet heldigvis projektrelevant og så har både Lotte og jeg også betalt 17.000 kr. for kurset, så det er bare med at lære så meget som muligt og forhåbentlig blive super dygtige!
Pga. for meget arbejde og for lidt søvn natten til fredag, var jeg faktisk blevet så presset, at jeg blev overtalt til at skulle prøve noget opfriskende kaffe inden vi steg på morgenbussen. Jeg kan ellers ikke fordrage kaffe, men Lotte fortalte, at Starbucks kunne lave kaffelatté med vaniljesirup og vaniljesukker. Ikke engang dét kunne jeg få ned.
En sjov anekdote lidt i den sammenhæng er måden hvorpå Lotte nu har opgivet at få folk til at udtale hendes navn rigtigt. Når hun går i Starbucks, for at købe kaffe og jeg går med for at købe kage, kalder hun sig således Lauren, som er noget lettere for engelsktalende at forstå. Brian er selvsagt ikke et problem, men jeg overvejer at kalde mig Jermaine, ligesom Fred’s nu afdøde fisk eller ham forsangeren fra Flight of the Conchords (NZ commedy-music - youtube det, hvis du ikke kender dem og få et godt grin). Jermaine er desværre åbenbart et pigenavn, så det kan godt være, at jeg skal finde på noget andet… Forslag?
I projektet kan jeg ellers berette, at vi har nået den første milepæl, efter at vi i fredags fik færdiggjort arbejdet på vores etiske applikation. Vi skal nemlig spørge om lov til at må inddrage forsøgspersoner i vores forsøg. I New Zealand er man en del mere strikse med den slags end Danmark. Udover de 21 siders beskrivelse af projektets rationale, metode og risici (at sætte en elektrode på en muskel kan f.eks. være farligt hernede…) skulle vi vedlægge informeret samtykke, spørgeskema, informationsflyer og skrive den email, som vi vil bruge til at hverve forsøgspersoner med. Man skal simpelthen have lov af den etiske komite til at skrive en email til forsøgspersoner… suk.
Sidste uge var Lotte og jeg så offensive, at melde os ind i en af de lokale kajakklubber i Auckland. Tirsdagen gik med kajaktræning og redningsøvelser i en svømmehal og weekenden skulle have stået på sejlture på hhv. sø og hav. Lørdagen bød desværre på stormvejr, men om søndagen tog vi ud på en sø nord for Auckland og trænede padle-teknik med instruktøren – en herlig mand ved navn Russel. I slutningen af træningen skulle vi også øve redning, så vi skulle på skift lade kajakken vende rundt, slippe ud af kajakken og bruge en makker til at komme op igen. Vintervandet føltes KOLDT, om end det næppe kunne sammenlignes med dansk havvand! Pludselig hang jeg med hovedet nedad og glemte alt om teknik og retning. Da jeg kom op til overfladen kunne jeg godt høre, at jeg gispede hårdt efter vejret og lavede nogle ret komiske brølelyde, mens jeg hyperventilerede og spjættede med benene for at få varmen. Det var en super fed oplevelse for mig at lære, hvordan jeg reagerede og tackle det. Jeg glæder mig til at komme ud på havvandet, når vi om et par uger skal på den aflyste sidste del af kurset!
I denne uge fik jeg i øvrigt foretaget min MR-scanning, som skal bruges til Hayleys studie, hvor jeg er forsøgsperson. En MR-scanning er i ret høj kurs hernede – især blandt de medicin- og neurologistuderende, som har et særligt indblik i den slags hjernescanninger. Derfor følte jeg mig også ret privilegeret da jeg onsdag troppede op ved universitetshospitalets MR-afdeling. Jeg blev modtaget af det super venlige personale og fik skiftet til underbukser + morgenkåbe. Jeg er glad for at jeg ikke gjorde som ham fyren, som Hayley sidenhen har omdøbt Commando-John, idet han havde troet, at han skulle have alt tøjet af. Commando-John havde lagt sig ind i MR-scanneren og da støttepuden blev placeret under knæene havde det fnisende kvindepersonale haft tæt på frit udsyn bag glasruden for fodenden af scanneren. Min scanning tog kun 6-7 min og var akkompagneret af Björk i hovedtelefonerne og nogle underlige muskelvibrationer i ryggen mens scanneren arbejdede. Gad vide om det var meningen?! På næste tirsdag kan jeg se resultatet, når Hayley skal bruge billederne til at finde de optimale TMS steder på mit hoved i det sidste af forsøgssessionerne.
Ellers ser jeg utroligt meget frem til, at vi om en lille uge sidder på Fiji og forhåbentlig nyder varme og luksus i 9 dage. Årh, det bliver lækkert! Jeg skal bare lige have købt surfershorts og sandaler og så er jeg klar til at snorkle, kajak-sejle, solbade og forhåbentlig nyde noget dejligt mad, der helst ikke skulle give diarré (en alvorlig risiko ved seafood kan jeg forstå).
Næste blogindlæg kommer derfor nok til at handle om Fiji, når engang vi er kommet hjem derfra :-)
Krammer fra Brian
