Far North Hiking Trip med Active Earth!

23/11-10


Vi havde længe set frem til denne tur, som havde fået rigtig gode anmeldelser på nettet. Active Earth er et mindre selskab, som har specialiseret sig i hiking i små grupper, hvor en Superguide tager den lille gruppe på maksimalt 11 stykker med ud på de smukkeste vandreture i New Zealand i det område man har valgt. Vores tur gik til Far North, som naturligvis fokuserer på den nordligste del af Nordøen, hvor naturen har sin egen særlige charme, selvom området overordnet er præget af, at være mere fattigt end andre dele – ”The Forgotten North”, som denne landsdel omtales.

Lotte, Nikolaj og undertegnede troppede op foran Sky Tower kl. 8, hvor vi hilste på guiden Ali, som var en spinkel australsk født Kiwi, der gennem hele turen smilte, udstrålede entusiasme og gejst. Den slags smitter! Vores bus havde som nævnt plads til 12 (inkl. chauffør) og havde en anhængervogn med gasblus, køkkenudstyr og plads til mad samt alle teltene, liggeunderlag og bagagetaskerne.

Udover Nikolaj, Lotte og undertegnede var seks piger tilmeldt turen. De hed Gemma, Jane (Australien x2), Anne, Cerain (Skotland x2), Dianne (USA) og Patricia (England). De viste sig senere at være lige omkring 30 år alle sammen, hvilket gjorde mig til gruppens yngste medlem. Jeg synes ellers, at de alle så ud til at have ca. min alder… det er nok en finurlig indikator for, at jeg selv er ved at nå den alder, hvor 30 stadig ser ungt ud (beklager tonen, læsere, som er ældre endnu end mig!). Som årene dog flyver!

Patricia mødte først op kl. 9, så da hun ankom, var vi allerede taget forsinket af sted mod et supermarked, for at handle mad ind til et par dage. Pris: 6-700 NZD, måske fordi der var så mange piger på turen, som gerne ville have masser af peberfrugter til 14 kr stykket, men det var ikke sådan at budgettet blev overskredet.

Efter indkøbsturen kørte vi op nord på. Lotte og jeg har været deroppe af to gange før (kajaktur til Urupukapuka og Poor Knights dykkerturen) og det er en laaaang tur med tusind sving op og ned ad bjerge, så den føles ret lang og man sidder altid og rokker fra side til side.

Vi stoppede for frokost ved Waipu caves for at se på stenformationerne i grotten og dennes glow worms imens vi gik igennem vandet i vores sandaler. Det var flot, men kunne dog ikke hamle op med Black Water Rafting i Waitomos kæmpegrotter – men her var det gratis og åbent for alle. Nedenfor ses et billede inde fra grotten ud mod lysningen udenfor.

Herefter kørte vi videre op nord på til Bay of Islands – tæt på Urupukapuka – til et campsite, der hed Kaingahoa, hvor vi spiste en god BBQ til aftensmad efter vi havde sat vores telte op. Områdets bred var præget af store stenformationer, så der var rig mulighed for at spotte nogle spændende vanddyr i de mange ”rock pools”, som de kaldes. Nikolaj var som altid på pletten, når der skulle tages billedet af insekter og dyr tæt på. Herunder ses han i fotoaktion.

Vejret var i løbet af dagen blevet mere overskyet og der nåede også at falde nogle dråber inden vi hoppede i soveposerne. Vejrudsigten hjemmefra lød dog på 7 dage uden nævneværdig nedbør, så vi håbede på en dejlig solskinsdag næste morgen og det skulle vi få!

24/11-10

Denne dag skulle vi virkelig udfordres mht. vandring eller ”tramping”, som de kalder det hernede. Vi kom tidligt op og blev kørt hen til rutens start af Ali, som skulle køre bilen hen til endestationen og indhente os bagefter. Billedet herunder viser den første eng vi kom ind på, hvor vi åbenbart var på samme side af indhegningen som de to nysgerrige heste på billedet.



Hele turen tog seks timers i det smukke Bay of Islands, som var meget bakket med stejle op og nedstigninger hele tiden. Jeg bar en ret tung taske og svedte en masse og blev nødt til at drikke vand næsten konstant for ikke at gå død, men alle de flotte udsigter var det hele værd. Se f.eks. billedet herunder.

På vejen stoppede vi ved Whangamumu Whaling station, hvor Ali gav os et historisk indblik i New Zealands hvalfangst gennem tiden. Hvalfangerne fandt gennem tiden ud af, at de kunne arbejde sammen med spækhuggerne, som ville hjælpe til med at omringe hvalerne, hvilket de til gengæld blev betalt med tungerne fra de dræbte hvaler – det var åbenbart alligevel kun tungen de selv gad spise, hvis de selv skulle dræbe de større hvaler. I dag er New Zealand stærke modstandere af hvalfangst og er en lille smule sure på Japan, fordi de indimellem snupper hvaler tæt på NZ farvand. Inden turen var klaret kunne vi få en dukkert på stranden, som kan på billedet herunder. Det var lækkert!

Efter turen var mine lår begyndt at ryste og skuldre og ryggen var også ret ømme, så det var rart at sætte sig ind i bussen og blive fragtet videre op til Russel. Inden New Zealand blev koloniseret, var Russel kendt som ”The Hell Hole”, hvor sømænd og søens andre folk kunne få øl og damer i det lovløse land. Det lyder som en havn der er taget ud af en piratfilm. I dag er Russel dog mere kendt som ”Romantic Russel”, for at prøve at rette op på det ry. Anyway, vi tog en lille færge derfra til Pahia, hvorfra turen i bussen fortsatte til Tauranga Bay campsite. Aftensmaden blev lavet af Lotte og Dianne og stod på en karry ret og nydt ude i det fri – meget nøje overvåget af mågerne, som kom til at være en meget naturlig del af madlavningsområdet på resten af turen. Salat spyttede de ud, men hvis de kunne få næbet i chips var de slet ikke til at styre.

25/11-10

Denne dag var primært sat af til en kajaktur sammen med amerikaneren Richard, som boede i en kæmpestor træhytte på en bakketop med en ”million dollar”-udsigt udover Bay of Islands og de flotte lavaklippeformationer. Mere præcist hed havnen Whangaroa vidst harbour. Det var en virkelig flot kajaktur. Lotte og jeg måtte dele en tung dobbeltkajak, men fik det heldigvis til at fungere uden at blive alt for uenige om retningen og farten.

Billedet herunder viser en svedig udgave af mig, som har arbejder hårdt i bagenden af kajakken.
 
 

 
Højdepunktet var kajaksejladsen inde i de smalle, høje grottetunneller, mens bølgerne prøvede at baske én ind mod siderne og satte fart i eller tog farten af kajakken. Vandet var fyldt med hurtige pingviner og nogle enkelte rokker og himlen af Gannets (ligner store måger), som fiskede. Fra 10-12 meters højde klapper de vingerne sammen og styrter mod havoverfladen og dykker ned og fanger fiskene. Mens 8-12 gannets på et tidspunkt tæppebombede havoverfladen fortalte Richard, at de kunne nå helt ned på 12 meters dybde og at de med tiden bliver blinde af at ramme vandets overflade med så høj fart med åbne øjne.


Efter dette kørte vi videre til Manganui og spiste fish and chips, som er lidt af en nationalspise hernede, måske kun overgået af BBQ mad. Stedet har tidligere kunne bryste sig af at lave de bedste fish and chips, men det var nok før de havde skåret sådan ned på mængden af pommes fritter (chips) i deres menuer.

Herfra kørte vi videre til 90 Mile Beach, som er en ca. 90 km lang kyststrækning, der må siges at være blevet navngivet før den blev målt eller navngivet af en gut, som skylder en meget alvorlig kvaje-bajer!

Vi slog lejer ved Bluff Rocks, som kan ses på billedet nedenfor.

 
Dette var den hidtil mest primitive lejr, idet der ikke var vand. Det var for længe siden, at det havde regnet til, at vandtankene kunne bruges til at skylle ud i toiletterne, så de var meget fæle da vi ankom. Ali fik båret vand op i dunke fra en stor vandpyt nær stranden, så gamle rester af lort kunne blive skyllet væk og lugten blev en anelse bedre. Vinden blæste rigtig meget den aften og havet bragede i det fjerne, men det var alligevel den nat, at jeg fik den bedste nattesøvn.

26/11-10

Denne morgen tog vi til Tepaki dunes efter vi havde spist morgenmad og pakket bussen. Her skulle vi sandboarde på de kæmpestore sandbanker og det var super skægt. Billedet herunder viser den sandbanke, som vi ”boardede” nedad med fuld fart og hovedet først.

Hovedet først og huld fart (50-60 km/t hvis jeg husker rigtigt) betyder høj risiko for nakke og rygradsskader og den slags er ikke for sjov, så det var alligevel med respekt for det, at vi kastede os ud i det. Heldigvis viste Ali vejen og gennemgik den rigtige teknik og hvordan man styrede med tæerne. Jeg har nok vejet 20-30 kg mere end de fleste på turen, så jeg kunne rigtig blæse nedad sandbjerget. Det var super sjovt, men som med al sandsport endte sandet OVERALT. Desuden var gåturen derop enormt anstrengende og var således den største begrænsning for, hvor mange ture jeg fik taget. Herfra kørte Ali os til Ta Potupotu camp, hvor vi kunne få et koldt bad, slå telte op og lade op til eftermiddagsturen. Nedenfor kan ses hvordan jeg selv fik ladet batterierne op.

 

Eftermiddagsturen tog fire timer fra Cape Maria van Diemen over Te Werahi stream op til New Zealands nordligste punkt ved cape Reinga. Det var en helt fantastisk hiking tur (turens bedste), selvom den var hård. F.eks. så Lotte ud som nedenfor undervejs :P

 

Selvom vejret ser meget gråt ud på billedet, var der ingen regnfald og det var også en rar afveksling ikke at gå i den bagende sol og tømme flere liter vand. Til aftensmad skulle Nikolaj og jeg lave en vegetar-pasta-ret, hvor pastaen dog gik grueligt galt, fordi den glutenfri-pasta, som vi havde købt fordi Lotte og Patricia er glutenfri, endte med at gå i opløsning og måtte hældes ud. Alle damerne blev dog enige om at det ikke kunne være kokkenes skyld, så vi blev tilgivet og skyndte os at tømme vores rislager og spise en ellers god aftensmad inden de ombestemte sig. Da det blev solnedgangstid vendte vi tilbage til fyrtårnet på Cape Reinga, hvor vejret var klaret mere op. På billedet nedenfor kan man se mig og det nordligste punkt i New Zealand, sådan som vi så ud den dag.

Foran fyrtårnet ud mod murstenshegnet stod der i øvrigt en Harley Davidson helt alene. Det viste sig senere, at ejeren sad på den anden side af murstenene - en kæmpe stor maori-gut med lædderjakke, store solbriller og en joint i munden. Stedet er meget helligt for maorierne, da deres myter fortæller om de dødes sjæle, som vandrer til Cape Reinga for at kigge ud over landet for en stund inden deres sjæl rejser videre til evighedslandet, hvor man kan hvile. Fordi det er helligt beder de folk respektere området ved ikke at drikke vand og spise mad i området, men det kunne godt lade til, at joints er en undtagelse :-)


Se Harley’en nedenfor. Kan I heller ikke se manden bagved?

27/11-10


Denne morgen startede med en 1½ times morgenhike fra campen til Cape Reinga. Vejret var mere solrigt end dagen før og bød også på en ekstra god udsigt. Se billedet nedenfor.

Resten af dagen bød på en masse kørsel, da vi blev nødt til at bevæge os tilbage mod Auckland, hvor turen sluttede næste dag. Vi stoppede på vejen ved Hokianga harbour ved et smukt udkigspunkt og senere ved Waipoua forrest for at se Tane Mahuta. Navnet kan oversættes til ”Lord of the Forrest”, og er sådan kaldt, fordi det er New Zealands største kauri træ. Det var 51,5 meter højt, stammen havde en kæmpe stor omkreds. Træet menes i øvrigt at være over 2000 år gammel og har også en meget stor betydning for maorierne, for hvem den omtales som ”Livsgiveren”. Se selv træet på billedet nedenunder!

Senere ankom vi til Trounson camp, som var en rigtig hyggelig lejr op ad en skov bl.a. bestående af kauri-træer. Det var her, hvor vi om natten skulle prøve, om vi kunne spotte en kiwi-fugl, når den skulle ud og finde mad. Kiwi-fuglene er en truet dyreart, som kun findes i New Zealand, hvor fuglen er blevet et nationalsymbol. De tidlige bosættere (og senere den new zealandske regering) har gennem tiden indført mange dyr til landet. De tidlige bosættere tog fugle og husdyr med for at minde dem om hjemlandet, hvorimod senere dyreimporteringer har haft det mere praktiske mål at rydde skadedyr af vejen – desværre uden omtanke. De nytilførte dyr har været med til at ødelægge en skrøbelig balance og er selv gået hen og blevet de nye skadedyr. Possums æder af træernes blade, så de dør og trouts dræber kiwi-fuglene, som ikke kan bruge deres vinger til at flyve i skjul, fordi der ikke var nogen naturlige fjender på landjorden før dennes indførsel.

Kiwi’en er i øvrigt i familie med f.eks. strudsen og bruger sine forholdsvis stærke ben til at forsvare sig med. Et andet forsvarstrick er at stå helt stille, når der er fare på færde for på den måde at gå i et med mørket. Det er en trout dog ligeglad med og griber chancen til at gøre kort proces. En fuldvoksen kiwi kan blive større end en stor hane og hunkiwien lægger et bemærkelsesværdigt stort æg, som fylder 1/3 af dens samlede kropstørrelse. Efter denne urimelige bedrift går hun-kiwien sin vej og lader han-kiwien udruge ægget.

Nu jeg kom til at skrive om fugle-familien med kiwien og strudsen, så har New Zealand også været hjemland for den største af slagsen, nemlig Moa’en, som havde verdens største ørn – kaldet Giant Eagle – som fjende. Desværre blev moa’en jaget til udryddelse af maorierne. Ali fortalte, at de brændte en hel skov ned for at få dræbt de sidste, som havde gemt sig derinde. Således blev verdens største ørn også udryddet, fordi den ikke længere kunne leve af at jage moa’erne.

Det var lidt af et sidespring. Den egentlige oplevelse startede kl. 21.30, hvor vi med pandelamper og lommelygter begav os ind i den mørke skov, for at finde kiwien. Desværre havde vi fået selskab af 3-4 større eller mindre grupper turister, som var med til at sikre, at den forsigtige og lyssky fugl forblev uset. Det var ellers en spændende oplevelse at gå rundt i skoven om natten, hvor vi så andre nattedyr. F.eks. så vi et par kæmpe store ål i skovens vandløb, som kan blive op til 80 år og kun yngler én gang i deres liv – nemlig når de har nået omkring de 80 år og er svømmet ud på deres livs sidste rejse til et hav (som jeg har glemt hvad hedder) for at yngle.

28/11-10

Den sidste dag startede med en gåtur gennem skoven, som vi havde set om natten. Det var spændende og Ali fortalte os en masse mere om skoven og dyrelivet. På billedet herunder sidder Nikolaj og Anne og studerer et rodnet fra et træ, som om natten havde været lyst op af glow worms.

Resten af formiddagen gik med at køre tilbage til Auckland, hvor vi ankom allerede kl. 14 lige oveni en julemandsparade, som gjorde, at halvdelen af byen var spæret af for køretøjer. Vi fik ikke set særlig meget af paraden, da vi havde travlt med at bære vores tunge bagage tilbage til det hostel, vi havde booket.

Om aftenen mødtes vi med gruppen fra turen og spiste på en restaurant. Det var rigtig hyggeligt og var en god måde at sige farvel på til en gruppe, som man følte man havde set meget til den sidste lille uges tid.
Jeg vil slutte indlæggene om november-oplevelserne nu. Nikolaj, Lotte og jeg har for længst fået taget hul på december-oplevelserne, som primært byder på busturen med Flying Kiwi. Denne tur består af 5 dage på nordøen og 3 uger på sydøen, så der bliver en hel masse at skrive om og som sædvanligt er jeg allerede langt bagefter.

Det er muligt, at det alt sammen først bliver skrevet ned om en del tid, men jeg håber at jeg kan få nogle sjove og præcise historier ud af det alligevel!

Jeg håber I alle har det godt derhjemme, selvom jeg kan forstå, at snevejret byder på nogle store udfordringer!

Krammer fra Brian!

Dykkerweekend ved POOR KNIGHTS! :D

Fredag d. 12 november begav Lotte og jeg os ned til dykkerklubben nær Auckland havn. Oplevelserne vi havde i vente var en dykkerweekenden ved Poor Knights, som er blevet kåret til et af verdens 10 bedste dykkersteder. I løbet af weekenden skulle vi desuden tage et avanceret dykkerkursus, som er en viderebygning af det begynderkursus, som giver lov til at dykke ned på 19 meters dybde. Dagen gik egentlig med at få fyldt vores bagage i en bil og få et lift af to andre, som skulle med på turen. Det tog godt 3,5 timer at køre op til den lille by hvorfra vi skulle sejle den følgende dag. På turen gjorde vi et stop for aftensmad og fik noget junkfood, som formåede at sætte en anden kæde som McD i et ualmindeligt godt lys, fordi det var så tarveligt. Vi fik os indlogeret på skibet ved navn Pacific Hideaway, som vi skulle bo på og dykke fra de næste par dage. Det var en rigtig fin skude og de andre passagerer samt Kaptajnen virkede til at være nogle rigtig flinke og sjove mennesker.


Billedet herunder viser skibet, da solen var ved at gå ned.

Næste dag kl. 9 sejlede vi af sted efter at vi havde fået noget morgenmad. Sejlturen ud til Poor Knight øerne tog en time, som gik med at nyde det dejlige vejr og forberede det første dyk sammen med dykkerinstruktøren, Tara, og de to andre, som også skulle have kurset. Tara var rigtig dygtig, og meget pædagogisk og tålmodig, så der var ikke noget at være bange for. På billedet herunder kan ses de kasser vi hver opbevarede vores dykkerudstyr i, mens ilttankene blev fyldt op på ny.

Der er desværre ingen billeder af dykkene undervands, da jeg ikke havde noget undervandskamera. Havde jeg haft bedre tid, kunne jeg garanteret finde en masse billeder på dykkerklubbens hjemmeside. Læserne henvises til i stedet at google Poork Knights og diving for nogle indtryk om i så lyster.


De dage vi var der, var sigtbarheden rimelig okay, men jeg var egentlig lidt skuffet over, hvor relativt få fisk der var - ihvertfald i sammenligning med Great Barrier Rief, som jeg dykkede ved dengang i Australien. Det var dog som om det blev bedre i løbet af turen, men pga. forårssæsonen var vandet helt fyldt med små vandmænd-lignende klatter… måske det egentlig var fiskeæg omgivet af gele. De var overalt i millionvis og vi skulle lige vende os til at svømme igennem dem uden at ville op til overfladen og råbe ”AAAADDDDDD”.

Første dyk var et Peak Performance Buoyancy dyk, hvor vi skulle vise, at vi kunne styre "balancen" i vandet og hæve og sænke ved kun at bruge vejrtrækningen. Da jeg havde fået våddragten på hoppede jeg i vandet, men blev egentlig hurtigt lidt skidt tilpas, fordi det var så koldt og jeg gispede efter vejret. Jeg kunne sagtens mærke, at jeg ikke var helt mentalt forberedt på at skulle dykke i kulden og jeg var anspændt og nervøs og begyndte næsten at hyperventilere (og fik slugt et par ordentlige mundfulde klamt vand i processen! Formentlig uden fiskeæg+gele, men FØJ!). Et par meget dybe indåndinger hjalp dog på sagerne, men alt i alt synes jeg slet ikke det var en rar fornemmelse, må jeg indrømme. Vi klarede alle vores opgaver under vandet, men det var rart lige at komme op og tænke over, hvordan jeg havde reageret nede i vandet og få det lidt på afstand. Jeg kunne passende tænke over det, mens jeg lå i solen og tørrede, som på billedet herunder.

1½ time senere skulle vi til vores næste dyk, som handlede om at navigere. Jeg var meget bedre forberedt på kulden fra vandet og hele følelsen af at trække vejret under vandet denne gang, så det gik faktisk rigtig godt. Herfra synes jeg kun, at jeg blev bedre for hvert dyk, og fik rigtig godt styr på vejrtrækningen og balancen osv. Navigationsopgaven gik fint og også denne prøve blev bestået. På billedet herunder kan vi se, hvordan jeg udstråler selvsikkerhed og kompetence – wow en flot fyr.

Det tredje dyk var et "fornøjelsesdyk", fordi det ikke var en del af kurset. Det var egentlig sjovt at dykke rundt på egen hånd sammen med Lotte og prøve at signalere, hvad vi havde af planer. Vi svømmede ind i en undervandsgrotte, som vi havde hørt indeholdt et lufthul øverst. Vi fandt dog aldrig det rigtige, for dér hvor jeg prøvede at stikke hovedet op, var det kun 1-2 cm over vandoverfladen – så ville jeg alligevel hellere trække vejret gennem luften fra ilt tanken, som jeg var blevet ret gode venner med :-)

Inden vores fjerde dyk fik vi spist aftensmad og ventet til det blev mørkt udenfor. Vi skulle nemlig på natdyk det samme sted, som vi havde svømmet ved det tredje dyk. På billedet herunder kan ses solnedgangen fra båden.

Det var en noget speciel oplevelse at lade sig synke ned i det helt sorte, kolde vand med en lille lygte i hånden. Jeg havde prøvet det før i Australien, men det er nu stadig en ret klaustrofobisk oplevelse :) Dykningen gik dog fint og vi klarede også alle de opgaver, som Tara stillede os. En lag dag var overstået og vi havde fået gennemgået hele fire dyk. Vejret havde været helt fantastisk og jeg krydsede fingre for, at vejret ville blive ligeså godt næste dag. Selvom båden vippede lidt meget, havde jeg ingen problemer med at falde i søvn :)

Næste morgen var vejret igen rigtig dejligt. Dagens første dyk var et "dybdevandsdyk" hvor vi skulle ned på ca. 30 meter, hvilket er dét, som hele kurset handlede om at certificere os til. Det er ret farligt at dykke så langt ned, hvis man ikke har styr på farerne ved det. Jeg er normalt ikke en bangebuks og elsker udfordringer og adrenalin kicks, men det var ret svært ikke at tænke over, hvor langt man befandt sig under vandet, hvis noget skulle gå galt.

Dybdevandsdykket gik dog fint og jeg mærkede ingenting, selvom Shane fra kurset fik det skidt og måtte have en del hjælp af Tara for at komme sikkert op derfra. På sådan en dybde kan man opleve en nitrogen-narkose, som eftersigende kan få én til at føle sig høj og skæv på samme tid, men for ham var det mere en ubehagelig følelse af kvalme og svimmelhed, så det var rigtig synd. Der skal åbenbart mere end 30 m til at få en farmer-søn fra Ikast til at få både nitrogen narkose eller dybdevandskvalme:-)
Det sjette dyk var endnu et "fornøjelsesdyk" så vi fik svømmet os en okay tur og fik set en masse sting rays (rokker) og massevis af fisk! Det var helt klart det bedste dyk på turen, selvom vi havnede det forkerte sted i forhold til båden og måtte dykke lidt ned igen for at komme nærmere :) Lotte fortalte mig bagefter at en stor sting ray havde fulgt efter mig en meter over mit hoved en del tid. Tara forklarede os senere, at de godt kan lide at blive kildet på maven af iltboblerne fra dykkere. Inden det sidste dyk, som var nærmere havnen hvorfra vi startede, fik vi os en dejlig sight-seeing tur rundt om Poor Knights øerne, som var helt fantastisk. Billedet herunder er taget inde fra en kæmpe stor grotte, som var fremkommet ved et vulkanudbrud, hvor en meget stor lavaboble var sprunget ud og dannet fundamentet for grotten. Vi fik også historien om, hvorfor Kaptajn Cook havde navngivet øen Poor Knights og et historisk indblik om øerne og den Maori-stamme, som engang boede der.
 

Poor Knights henviser til middelalderens riddere. Hvis de blev fældet på slagmarken og var for fattige til at blive hentet hjem til deres hjemegn, blev de vendt med ansigtet op mod himlen – en stilling som øerne eftersigende skulle ligne oppefra.

Det er i dag forbudt at betræde øerne da en Maori-høvding i sin tid nedlade forbud hermod, efter alle børn og kvinder var blevet slagtet af en rivaliserende stamme mens krigerne var på plyndringstogt. Denne salgs ”tabu” opretholdes åbenbart stadig, men det er vist også fordi New Zealands Department of Conservation gerne ser, at de sjældne planter på øen bliver sparet for menneskelig indblanding.

Billeder herunder viser mig foran et hul i en klippe, sådan som var typisk var dette områdes klippefremspring.

Turens sidste dyk var et vragdyk omkring et krigsskib, der var blevet sunket med vilje efter at den ikke kunne bruges mere af den new zealandske flåde. Turen gik fint, men sigtbarheden var rigtig dårlig, så det var svært at få et helhedsintryk af skibet og omgivelserne. Jeg var lidt skuffet, men da dykket var overstået havde vi alle bestået kurset og det var jo dejligt :) Nu må jeg så få lov til fjolle rundt med dykkerudstyr, hvor det skulle være og så ned til 30 meter istedet for 18 :) Et ”Advanced Deep Water Diving certifikat” kan desuden krydses af mit livs To-Do liste, så nu er jeg blevet et gladere menneske, kan jeg mærke :-)


Turens sidste billede af Poor Knights så ud som vist nedenfor, hvor de største fødder med det underlige hår på storetæerne tilhører mig.

Havnerundfart, Minus 5, Karneval i Auckland og dykkergenopfriskningskursus!

31/10:

Denne søndag mødtes Lotte og jeg med tyskerne ved havnen, for at tage på rundfart i Auckland havn. Inden den lille katamaran sejlede, kunne vi stå og nyde synet af de svedende løbere, som på denne dag havde kastet sig ud i en ½ eller hel maraton. Vi så bl.a. en løber klædt ud i fuld Star Wars Clon Soldat rustning + kæmpe stor laser gun. Da jeg senere gengav fænomenet ved et frokostbord med de andre hornour students var de dog ikke overraskede. Det er åbenbart en ret normal ting at gøre hernede. Én af Chelseas veninder løb fx en ½-marathon iført et kæmpe stort humlebi-kostume! ”Everybody does it!” What!?

På billedet herunder kan ses Auckland havn, som vi forlader den på 360 ”Discovery’s” katamaran.

Rundfarten bestod af 1½ times sejlads i havneområdet samt de nærliggende øer. Vi gjorde et kort 10 minutters stop ved vulkanøen Rangitoto som også kaldes The Big Baby, fordi den kun er 600 år gammel. De følgende to billeder af taget fra netop Rangitoto.

Herunder gør Ivonne klar til at posere sammen med kæresten Dominik.

Vejret var helt igennem herligt og gav et godt indblik i, hvorfor Auckland kaldes City of Sails. På billedet herunder kan man se, hvorfor Auckland kaldes City of Sails med de tusindvis af lystbåde, som storbymenneskerne tager en tur i, når de skal koble af i weekenden.

Selve rundfarten inkluderede en ekstra tur til byen Devonport, som ligger et smut over vandet nord for Auckland. Det er en mere stille og rolig landsby-agtig del af Auckland, hvor vi kunne strække benene og trave et smut op af Mount Victoria, som kan ses på billedet herunder.

Devonport-besøget blev afsluttet med et besøg i en kaffebar, som alle andre end mig blev enige om virkelig lavede noget rigtig dejligt kaffe :-)

Den efterfølgende uge var der fuld tryk på dataopsamlingen, hvor vi også havde fået overtalt Nikolaj til at tage fri fra sit eget travle projekt og ligge hjerne til noget TMS. Han var super nem at hotspotte, sagde Lotte, og signalerne var rigeligt store nok, til at vi kunne bruge dem.

4/11: Minus 5 Bar

Denne torsdag havde vi aftalt at tage på bar og restaurant med en masse tyskere. Baren hed Minus 5 og slog sig på at være: ”Definately the coolest experience in Auckland”…

Konceptet er, at baren befinder sig i et rum, hvor temperaturen er … minus 5. Inden vi kom ind blev vi iført nogle store, varme futter, en kæmpe vinterfrakke og handsker, så vi kunne holde varmen. Indenfor er alt lavet i is! Væggene, baren, stolene, drinksglassene og så er rummet pyntet med is-skulpturer, som bliver skiftet ud engang hver 6-8 uger, hvor en skulptør skærer noget nyt ud af de nye isklumper, som er lavet af vand importeret fra Canada. Det var en sjov og anderledes måde at nyde noget alkohol på og var en god start på en hyggelig aften, hvor vi spiste ved havnefronten.

Vi måtte ikke selv tage billeder derinde, så vi købte dette ene billede, som blev en ret tarvelig kvalitet på udprintet. Øverst fra venstra ses Dominiks ven og Christian. I midten fra venstre side ses undertegnede, Dominik, Ivi og Thomas efterfulgt af Lotte nede forrest.

Dagen efter om fredagen var vi til druk ovre hos Wine Science ude ved Tamaki Campus. Al vinen smagte rigtig godt, selvom jeg nok ikke ”nød det som en akademiker” sådan som de bad os med et glimt i øjet. Vinen var blevet dyrket på Waiheke, som er en stor ø ud for Auckland, hvor der dyrkes masser af rødvin (især af den meget dyre slags) og også hvidvin (Savignon Blanc), som vist nok er ret kendt ude i verden.

Jeg nåede lige at blive ret pjattet af alkoholen inden vi gik derfra med Alice og Florent, så busturen hjem var en del sjovere end normalt :)

6/11: Karneval i Auckland

Sammen med Ivi tog Lotte og jeg til karnevallet, som egentlig ikke var særligt opreklameret i Auckland. Faktisk var det svært at finde info om, hvor og hvornår det foregik, hvilken et er noget af en forandring ift. karnevallet hjemmer i Aalborg, som jo bare er kæmpestort. Det viste sig heller ikke at være en særlig stor begivenhed, selvom der var rigeligt plads på hestevæddeløbsbanen, hvor begivenheden blev afholdt. På en lille scene i centrum blev der holdt taler af repræsentanter for forskellige kulturer som blev fuldt op af en optræden. Der var Maori-taler, sang og en god gang haka (krigsdansen). Der var indere suppleret med en ”walk of the elephant”-dans, kinesere suppleret af to dansende drager (med menneskeben) og også nogle latinamerikanske dansere og en maori rapper som gjorde hvad han kunne for at være så gangstah som muligt, selvom alle folk begyndte at gå da han var ca. halvvejs i akten. Dog blev hendes ho stående, så han lige kunne give et shoutout til hende engang imellem ;-)

Et af de sjovere indslag var et fåre-ræs, hvor en 5-6 får havde fået påklistret en farvet rytter, så man kunne sætte penge på, hvilken ”rytter”, der kom først i mål. Fårene kan ses på billedet herunder

Udover en hel masse boder med mad og billigt spræl blev klokken endelig 12, så paraden kunne gå i gang. Der var 10-12 grupper, som varierede meget i udklædning og fremførelse. Nogle af grupperne var super gode. Jeg har valgt to billeder ud her, men som altid kan i se mange flere i galleriet. Damerne herunder var fra Uruguay.

Havfolkeorkestret herunder var fra Auckland og var nok dem, jeg synes leverede det bedste musik.

Vi tog hjemad igen ved 2 tiden, for at få lavet noget mere på projektet. Det vides ikke, om karnevallet blev super meget federe efter vi gik, men lige umiddelbart kunne det ikke helt hamle op med forventningerne til en storbys karneval, vil jeg sige :-)

10/11: Genopfriskningskursus i dykning

Jeg havde fået at vide på mail, at det nok var en god idé at dreje ind forbi Global Dives dykkershop og prøve alt udstyret, så vi vidste hvilke størrelser, jeg skulle have med på turen til Poor Knights d. 12.-14. november. Da jeg havde prøvet alt udstyret blev vi enige om derinde, at det nok var en god idé lige at få taget et genopfriskningskursus, når nu det var 6 år siden jeg havde dykket sidst. Fordi jeg skulle med på den store dykkertur var det i øvrigt gratis, så der var ikke rigtig nogen grund til ikke at gøre det.

Jeg ankom ved klubben kl. 5.30 og hjalp med at pakke udstyret samt hilste på de to andre, som ligeledes skulle have en genopfrisker. Derfra gik turen til Newmarket svømmehal, hvor vi kunne få lov at svømme rundt nede på bunden, mens konkurrencesvømmere trænede og pensionister flød frem og tilbage. Det var enormt varmt at få en våddragt på derinde, men ligeså snart vi kom i vandet blev det meget tilpas.

Jeg kunne hurtigt mærke, at det var en rigtig god idé med en genopfrisker! Jeg havde slet ikke overblik gennem dykkermasken og det var rigtig svært at få styr min bouyancy (styring i vandet) iført våddragten. I Australien dykkede vi blot i tynde dragter, som skulle beskytte mod solen og på ingen måder bidrog til opdriften. Jeg fik desværre ikke taget kamera med den aften – øv øv.

Hvor F%@# blev november af!?

Det er nu blevet december måned og julepynten er for længst sprunget ud over alt i Auckland. Temperaturgraderne har været støt stigende siden slutningen af oktober og hele vejen gennem november. Først blev lange bukser for varme og senere næsten også shorts i de mange solskinstimer, som november har leveret til Auckland. Men hvor blev november egentlig af!? November har formået at være den mest begivenhedsrige af alle mine måneder hernede i New Zealand, men samtidig har projektet været så forbandet travlt, at jeg ikke har haft en eneste friaften til at få skrevet nogle af oplevelserne ned.


I morgen forlader Lotte, Nikolaj og jeg Auckland og dennes studierammer, så jeg vil gribe chancen og få skrevet alt det ned, som jeg har forsømt, inden det bliver tid til at gå hjem på det nye hostel og pakke resten ned i de resterende rygsække! Jeg håber det kan være der alt sammen!

Jeg vil prøve at samle månedens oplevelser i nogle hurtige blog-indlæg og se om jeg når det! Pyh, så skal der skrives og uploades!

Urupukapuka ved Bay of Islands - Kajakparadis!

Fredag d. 22. - mandag d. 25.


Så er det blevet tid til at berette om næste eventyr i New Zealand! Selvom begivenhederne fandt sted fra fredag d. 22. til mandag d. 25, så var der lige en kursuseksamen, der skulle læses op på og overstås først. Selvom det primært var rart at få overstået, var det egentlig også lidt sjovt at opleve, hvordan de afvikler den slags heromme. Alting foregår en del mere striks. Eksamenslokalet blev først offentliggjort et halvt døgn før prøven, så ingen kunne plante snydenoter eller hvad ved jeg i lokalet. Inden vi fik lov at gå ind begyndte en dame (som var noget mere myndig at høre på, end de pentionister vi plejer at have tilknyttet til eksamenerne i Aalborg) at opremse reglerne og bøder forbundet med brud på disse. Tændt mobiltelefon = 150 dollars osv. Det var en (svær!) prøve uden hjælpemidler, så intet udover skriveredskaber måtte medbringes. Hayley (honour student) fortalte også, at hun tidligere havde fået gennemsøgt snotpapir for noter ved en tidligere eksamen. Så tager man det seriøst da! ;-)

Anyway, forberedelserne til sidste weekends kajaktur begyndte om torsdagen, hvor Lotte og jeg skulle forsøge at bikse mad sammen til fire dage med tre måltider, hvilket var lidt af en udfordring. Inklusiv pakning, stod det ca. på fra vi kom hjem fra forsøgene i skolen til midnat. Lige umiddelbart var vi mest nervøse for, om vi ville kunne slæbe det hele i to kajaker. Der er forholdsvis meget plads i en kajak, men det skal ned gennem de små ”dry compartment”-huller (20-30 ca. brede) som i øvrigt ikke er særligt tørre, hvis man skulle ske at vælte over.

Fredag d. 22/10

Endnu engang havde vi allieret os med Eric og Anat, som samlede os op foran Waldorf denne morgen. Deres bil var godt fyldt op da de ankom og var absolut fyldt helt op da de havde fået os med. Køreturen gik til Kaimarama Bay, hvor vores lejede kajaker efter aftale ville vente på os. Turen derop er på godt 250 km mod nord, men det sidste stykke består af 1000 hårnålesving, så i alt tager turen omkring 4,5 time.

Vi ankom omkring 14.30 og fik tømt bilen og al bagagen. Billedet herunder viser meget godt, hvor meget der er tale om! Eric og Anat begyndte straks at samle deres fold-ud dobbeltkajak, som er et ualmindeligt smart men stort og tungt monstrum, som de også havde med i bilen. Og så står der Feathercraft på dens side…

På stranden mødte vi Russell, Larraine og Gregor fra klubben, som havde arrangeret turen og taget vores kajaker med. Imidlertid var det kun min, der var ankommet og solede sig i vandkanten, men Lottes ville ankomme inden længe – det troede de i hvert fald. Herunder kan i se min kajak på den flotte strand hvor vi ventede.

Ventede til kl. 18, hvor den sidste gut ankom med Lottes kajak. Vi skyndte os at pakke Lottes kajak og padle den halv time mod Urupukapuka. Vinden havde taget til i de timer vi havde ventet og solen var ved at gå ned, så det var med tungen lige i munden, at vi sejlede af sted og for mit eget vedkommende var jeg utrolig bange for at vælte i de tiltagende større bølger. Men det gik heldigvis udmærket og med en hjælpende hånd fra Gregor og Russell fik vi også al bagagen med :-)

Den strand på Urupukapuka, hvor vi skulle slå lejr for de næste dage, hed Cable Bay. Ved ankomst skyndte vi os at slå telt op, mens der stadig var lyst. Vi fandt hurtigt ud af, at øen var dækket af størknet fårelort, der var spredt som krymmel udover de grønne græs arealer. Udover får og flot natur var der en ret uafdækket bruser med iskold vand og et par ”hul-i-jorden-i-et-skur”-toileter, som jeg ikke lige kender fagbetegnelsen for.

Alt i alt var vi lidt ærgerlige over, at have brugt en hel dag på transport og på at vente, men det var rart at være ankommet. Jeg kunne heller ikke lade være at grine, da jeg i mørket var ved at glide i en tennisbold-formet, hård fårelort på vej tilbage fra toilettet. Desuden var det hyggeligt at sidde i læ og spise og krybe ned i den varme sovepose.

Lørdag d. 23/10

Nårh ja, vi sov på liggeunderlag. Jeg er nok lidt sart, men jeg vågnede i hvert fald med følelsen af at være blevet trampet på af en kæmpe stor ko. Helt stiv og træt i leddene. Da vi stod ud af teltet blev vi overrasket ved at blive budt på en friskstegt snapper, som Gregor havde fanget og tilberedt om morgenen. Den havde været over 30 cm lang og vejet omkring 3 kg. Det er noget af det lækreste fisk jeg kan huske at have smagt!

Vejret var blevet helt fantastisk. Vi tog af sted i kajakkerne kl. 9 for at sejle rundt om Urupukapuka. Der var massevis af små grotter og klippefremspring, som vi udforskede i kajakkerne. Herunder følger lige et billede af undertegnede i kajaken.

Begge vores kajakker var i øvrigt lavet af plastik; det er ikke helt så hurtige deres glasfiber + kævlar fætre, men de kan virkelig tåle nogle tæsk, så jeg gav den bare gas og red på bølger indimellem klipper og ind og ud af alle grotterne – det var skægt :-) Herunder kan i lige se en sådan grotte. Flot!

Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg var lidt bange for at tage billeder. Jeg havde kamera i en vandtæt taske, men var bange for at hive det frem af fare for at vælte og miste kameraet. Det var godt at Lotte tog nogle så!

Vi gjorde et stop på en strand og fik en svømmetur i solen og sad og solbadede mens vi spiste frokost. Larraine var lige henne og huske os på, at ozonlaget er tyndt (og gennemhullet som en si), så vi fik smurt nyt lag solcreme på. Herunder er et billede fra stranden, hvor jeg lige står og lejer med kajakkens flag :-)

Da dagen var ved at være ovre og vi ankom til lejren opdagede jeg dog, at min hånd var blevet helt ildrød, der hvor min lidt for korte (lånte) sprayjacket ikke dækkede. Tror faktisk aldrig at jeg er blevet skoldet på hænderne før, men selv i skrivende stund kan det tydeligt ses (se billedet i bloggens galleri).

Om aftenen kunne vi spise sammenskuds-aftensmad med de andre fra klubben. Vi kunne se delfiner springe op ad vandet i det fjerne og senere svømmede en sting ray helt ind til vandkantet for at agere mad-støvsuger, hvis der skulle være nogle rester. Da det blev mørkt og stjerneklart fik vi også pandekager, så der manglede bestemt ikke noget!

Søndag d. 24/10

Fra morgenen tog vi ud på endnu en lang kajakdag omkring Urupukapuka og dennes mange søster-øer. Vandet var fuldstændig stille og spejlblankt i morgentimerne, så vi kunne se bjergene og fuglene spejle sig i vandet mens vi lydløst gled af sted og udforskede. På vores tur mødte vi en super nuttet sæl, som vi kunne sidde og kigge på i 5 minutter, mens den svømmede frem og tilbage og hyggede sig med at fange små fisk.

Endnu engang var det en fantastisk dejlig dag med masser af grotter og godt vejr. Herunder har jeg lige smidt endnu et billede ind, af den flotte natur vi konstant mødte på sejladserne.

Om aftenen smagte vi en friskfanget blåmusling til aftensmad. Der vil jeg hurtigt indrømme, at det ikke lige var så meget mig, men de andre, og især Eric, var helt pjattet med dem. Eric og Anat havde i øvrigt medbragt en slags udendørs-ovn, så de kunne byde på friskbagt blåbærtærte om aftenen. Den slags luksus er der normalt slet ikke plads til på hikingture, men med kajakkerne som transportmiddel kan man tillade sig at tage en del flere luksus-ting med og det nød vi godt af :-)


Mandag d. 25/10

Fuglene havde sunget om, at det ville være den første aften på underlaget, der ville være den værste, men sarte mig var stadigt helt ødelagt, da jeg efter tredje nat steg ud af teltet. Alligevel kunne vi sidde og nyde noget morgenmad mens der kom liv de sidste steder i lejren. Og så skete det, at jeg fik øje på dagens første delfiner i horisonten. Hver dag havde vi set delfiner fra stranden, men havde ikke kunnet time det med en sejlads. Vi kunne ikke rigtig beslutte, om vi skulle smide alt hvad vi havde i hænderne og storme af sted i kajakkerne, men efter at have siddet og været ubeslutsom i 4-5 minutter endte vi med, på Larraines opfordring, at skynde os derudaf alligevel. Jeg fik fyret Lotte af sted fra stranden i hendes kajak og skyndte mig ud i min egen. Fra stranden tempopadlede vi for at nå ud til dem, men de svømmede bare alt for hurtigt. Da jeg endelig gav op så vi pludselig, at der kom et hold delfiner mere fra den samme retning, som de andre var kommet. Igen padlede vi i fuld fart ind imod dem. Da vi kom inden for 25 meter begyndte jeg dog at tænke på, at det nok ikke var allersmartest at have kollisionskurs med dyrene, så jeg vil tro, at det tætteste jeg nåede var 7-8 meter, men sikke et syn! Alle delfinerne på nær én så også ud til at være fuldvoksne så vi har at gøre med en 2-3 meter lang 200 kg tung fisk, som svømmer i fuld fart og springer op ad vandet med et ordentligt plask og en kæmpestor hale. De var nok på fuld fart hen og finde morgenmad. Det var en hel vild oplevelse at være så tæt på dem helt nede ved vandet, selvom det kun var for en kort stund!

Resten af dagen brugte vi på at udforske den store Urupukapuka, som bød på nogle fantastiske udsigter. Se f.eks. billedet herunder

Vi mødte også mange af fårene på gåturen, som dog var ret bange for os – dog ikke bange nok til ikke at kunne skide færdig først. De nysgerrige lam var dog klar på at posere for kameraet, i hvert fald indtil deres mor gjorde dem opmærksomme på, at nu skulle de videre. Se billede herunder.

Efter rundturen fik vi pakket vores ting færdige og sad og slappede af i skyggerne, indtil kl. blev 16 og vi sejlede tilbage mod Kaimarama Bay. Vi fik fyldt bilen og køreturen hjem var lang og klemt, men fordi klokken var blevet så mange, undgik vi de kilometer lange trafikkøer, som var blevet forudset ville opstå på vejen til Auckland. Næsten alle havde været af sted på den forlængede weekend, som sluttede med Labour Day om mandagen. Da vi ankom var kl. 21.30 og vi kunne lige overskue at få smidt en masse affald i kælderskraldespandene og sat en voldsom masse bøtter i blød inden det blev sengetid.

Det var en helt fantastisk tur. Vejret havde været bedre end man kunne have håbet på i et land som New Zealand! Bay of Islands er et af de smukkeste steder i verden at sejle kajak og at vi fik set så mange forskellige dyr, var bare en ekstra bonus! Jeg sidder lidt med følelsen af, at kajakoplevelser nok er blevet max’et ud på denne her tur. Det bliver i hvert fald svært at slå, selvom vi også ligger vejen forbi Abel Tasman på Sydøen på vores rundrejse i december. Vi får se, om det rent faktisk kan blive endnu bedre.

I hører fra mig, når det næste gang bliver tid til nogle oplevelser og billeder, der skal lægges op :-)

Krammer fra Brian

Lejet bil, aktiv vulkan, hot pools, mørke grotter, gensyn med studie homies… fed forlænget weekend!

Midt i en studieperiode, som har bevæget sig ind i den sidste og mest travle fase, tog vi os friheden til at slippe væk fra det hele. Vi lejede en bil og smuttede i en selvudnævnt forlænget weekend. Her følger blog-indlægget, som fortæller om de fire dejlige dage som fulgte.

Lørdag d. 9/10: Rotorua 

I dagene op til weekenden havde vejrudsigten været uenig med sig selv om, hvornår og hvor, der ville falde regn. Heldigvis endte vi med at træffe den mest optimale beslutning: Vi ville køre til Rotorua sydøst for Auckland mens det regnede i vest og senere køre mod Waitomo sydvest for Auckland, som mandag og tirsdag ville befinde sig mellem regnen i øst og nye regnbyger fra Sydøen. I Waitomo havde vi også aftalt at mødes med Mark og Kristian (vores to studiekammerater, som tilbringer et semester i Adelaide, Australien), som har en uges ferie på Nordøen i New Zealand.

Lotte og jeg havde dagene inden booket en bil gennem Explore More. Lørdag formiddag tog jeg således ned og hentede den lille Mazda Familia, som kan ses i billedet herunder.

Idet Lotte ikke har kørekort, var det ikke svært at beslutte hvem der skulle sidde bag rettet. Jeg var lidt nervøs for at skulle fræse rundt i venstre side af vejen – især i travle Auckland. Jeg har heldigvis haft et par måneder til at følge trafikken fra skolebussen, så jeg var alligevel fortrøstningsfuld. Det gik også fint med at hente bilen – i hvert fald papirarbejdet og også med at finde den side, hvor rettet sidder, da jeg steg ind i bilen, men så så jeg gearstangen. Jep, fuldautomatisk gear… pinligt! Jeg fik lige en hjælpende snak med en gut fra værkstedet og så var det ellers af sted. Da jeg drejede ud på vejen satte vinduesviskerne i fuld gang i stedet for blinklyset, men derfra gik det også fint ;-)

Set i bakspejlet tog det mig faktisk kun 1-2 dage at blive komfortabel nok i trafikken til, at jeg kunne begynde at sidde og give alle de andre bilister gode råd om, hvordan de kunne køre meget bedre. Sådan er det vel ;-)


Turen gik som sagt til Rotorua, som ligger 3-4 timers kørsel væk – omkring 350 km så vidt jeg husker. Maori-folket er et meget praktisk folk hvad angår deres stednavne, som fungerede lidt som retningsangivelser i gammel tid. F.eks. betyder Rotorua ”den anden sø”, fordi byen ligger tæt på en stor sø, som på navngivningstidspunktet var nummer 2 til at blive opdaget. Rotorua er den by, hvor der procentvist bor flest maori – ca. 40% af de 60.000 indbyggere, hvor de på landsbasis kun udgør 7%. Byen er primært kendt for at være omgivet af geo-termiske områder, som udgiver svovlgasser. Det var rigtigt spændende at gå rundt langs kysten i Rotorua og se gashullerne, men der lugter bare rigtig meget af æggeprutter! Herunder kan man se Lotte foran at ildelugtende mudderhul, som bobler med gasser. Dem var der mange af!

Vi fik checket ind på et rart og fint hostel, som vi stort set havde for os selv. De havde endda rigtige dyner i stedet for blot at have det sædvanlige lagen + tæppe (duvét), som vi også sover med til dagligt. Efter at have gået rundt i Rotorua nogle timer fandt vi en rigtig god indisk restaurant, som vi spiste ved. Jeg er i det hele taget gået hen og blevet rigtig glad for indisk mad, som vi også ofte spiser til frokost. Hernede er de gode til at lave retterne milde eller milde/medium, så de passer perfekt til, hvad mine smagsløg synes er behageligt. Jeg er nemmelig ret sikker på at traditionel indisk mad er en hel del stærkere end ”turist”-udgaven.

Søndag d. 10/10: Rotorua – White Island

Hjemmefra havde vi booket en tur ud til den aktive vulkan kaldet White Island – navngivet af engelske Kaptajn Cook, som i det hele taget var den første hvide mand på pletten de fleste steder i de Australske og New Zealandske farvande. Det er i øvrigt en ret spændende historie, vil jeg tro, om en mand, der som nævnt sejlede vidt omkring inden han endte sine dage i madgryden hos en stamme på Hawaii. Hans kahytdreng, hvad end sådan én laver, mistede han vist nok til maori’erne. Jeg forestiller mig et besætningen er faldet fra lidt efter lidt – snuppet af kannibaler fra forskellige stammer. Skræmmende!

Anyway, White Island er den ene af New Zealands to aktive vulkaner – hvor den anden er fesen og den her er den sejeste. Nu indeholder ”aktiv” desværre ikke, at den spyr ild og lava, men den udsender masser af dampende gasser og kan være mange hundrede grader varm ved overfladen. Desuden er der altid risiko for, at den kan gå i et eksplosivt udbryd, hvor sten flyver rundt med projektilfart, hvilket sidst skete i 2006 en aften – dog i mindre skala.


I New Zealand er vulkanerne alle rangeret fra 0 – 5, hvor 0 gives til en vulkan, som er inaktiv og 5 gives til en vulkan, som er i overhængende fare for at gå i udbryd og som i øvrigt ville ødelægge hele New Zealand og dække landet i magma, hvis den gjorde det. Så ville alle beboerne blive nødt til at flygte til Australien. White Island er heldigvis kun en 1’er, fordi den ligger 1,5 times sejlads fra kysten. Herunder kan man lige skimte vulkanøen i det fjerne fra det flotte skib, som sejlede os fra kystbyen Whakatane.

 
Turen på vulkanen var selvfølgelig guidet. Vi fik uddelt gasmasker og Byggemand Bob-hatte. Gasserne er ikke decideret giftige, men fremtvinger ofte hoste, så masken kom tit i brug, når vi gik gennem røgen. Vi fik en masse at vide om vulkanens historie, som jeg kun delvist kan huske i skrivende stund. Vulkanen blev købt for to tønder rom af maorierne og er 2-3 gange blevet forsøgt brugt til udvinding af svovl men uden særlig meget held på bundlinjen. I hvert fald blev vulkanen købt af advokaten, som var tilknyttet det sidste selskab, som forsøgte sig. Beløbet er ukendt og manden skulle have udtalt, at den mest blev købt, fordi det kunne være fedt at sige, at man ejede en vulkan. Siden blev turisme indført og mandens efterkommere er siden blevet blandt de rigeste i New Zealand. Pt. ejes vulkanen af mandes tre børnebørn (tre advokater…), som indkasserer 3,6 mio. NZD årligt og de har lige sat priserne op.


På billedet herunder ses guiden, som bar rød hjelm, fordi han var den som vidste mest. Den samme farvekode går i øvrigt igen på de danske studenterhuer, hvor dem med de røde bånd, er dem, som ved mest ;-)

Det var en meget unik oplevelse at færdes på vulkanen og høre om de hårde kår og livshistorier fra de mange arbejdere, som havde arbejdet på vulkanen i minimum 6 måneder. Grundet syren i gasserne bliver alt metal ødelagt, når det blev udsat for luften i længere tid. Derudover var der risikoen for stenskred og andre meget farlige naturfænomener, som ofte kostede arbejdere livet. På billedet herunder kan man se mig, hvor jeg lige umiddelbart har overlevet strabadserne, inden vi tog tilbage til skibet i en lille motoriseret gummibåd.

Fra båden tog Lotte og jeg som de eneste en dukkert i det 16-17 grader kolde vand (bevismateriale findes i billedgalleriet). Vandet rundt om vulkanen var meget lyst pga. svovlindholdet og skulle efter sigende give dykkere en ret enestående sigtbarhed og byde på spændende dyreliv. Lige umiddelbart fik vandet mig vist bare til at lugte endnu mere af svovl, som stadig hang i huden efter 3 dage og adskillige bad senere – måske fordi jeg ikke var helt færdig med svovlbad for denne dag.

Dag vi kom i land skulle vi nemlig slutte dagen i Hell’s Gate, som er placeret 10-15 mins kørsel fra Rotorua. Hell’s Gate fik navnet af en engelsk forfatter, som syntes at stedet lignede en indgang til helvede med de mange dampende, boblende mudderpøle og udtørrede planter. Billedet herunder giver en lille forsmag på en af de mindre pøle.
 

 
Vi var ankommet til attraktionen kl. 17 og havde derfor området og en guide for os selv det meste af tiden. Stedet havde været tilholdssted for en maori-stamme, som havde boet i en skov på en forhøjning omgivet af de termiske huller. Når de rivaliserende stammer var kommet for at stjæle deres værdier og damer, havde beboerne stået i skovens udkant og hånet modstanderne til at kommer nærmere. Uden at kende områdets uforudsigelige struktur var fjender trampet fremad og styrket igennem den tynde skorpe og blevet brændt nede fra og op. Når de så alle var døde blev ligene smidt i en pøl med en ph-værdi på omkring de 0, så de kunne blive opløst i en fart. Smart og ulækkert samtidig.


Andre af pølene var tempereret til at bade i og var forbundet med meget mystik og helende kræfter. Mange af pølerne har et meget højt mineralindhold og bliver i dag besøgt af folk med uhelbredelige hudsygdomme, som håber at på at finde lindring eller helbredelse.

En speciel type mudder som fandtes i området var ”hvid mudder” eller ”magisk mudder”, som vores guide kaldte det. Den bløde, men størknede mudder på nogle få af klipperne omkring pølene, kunne nedbrydes i håndfladen ved at trykke det sammen mellem hænderne til det blev flydende (svag molekyleopbygning). På billedet herunder har jeg, på opfordring af guiden, lagt en ret dyrebar, stribet ansigtsmaske. Farmaceut firmaer har forsøgt at købe sig til de unikke klipper for et milliard-beløb (i dollars), for derefter at sælge mudderet i dyre domme, men de var ikke til salg.
 

Derudover er Hell’s Gate også indehaver af det største varmvands-vandfald på den sydlige halvkugle, som kan ses på billedet herunder. Vandfaldets navn kunne oversættes til en mægtig maori-krigers urin, som jo udmærker sig ved at være sterilt og således rensende. Vandfaldet var forbudt for kvinder og blev brugt af mændene, når de vendte hjem fra krig. Mændene ville garanteret bare gerne have det for sig selv og fandt på en historie om, at det altså var meget hellig tis :-)

Aftenen ved Hell’s Gate sluttede med at bade i en hot pool, som var 39-40 grader varm. Det var super dejligt og afslappende, men mine badeshorts lugter bare rigtig meget af svovl stadigvæk efter tre vask– ad! :P Jeg må se at have fat i noget stærkt parfumeret vaskemiddel, der kan tage sig af det!

Mandag d. 11/10: Waitomo – Black water rafting

Næste morgen i Rotorua vågnede vi til et ordentligt regnskyl, så det var godt, at turen gik mod vest og Waitomo Caves, hvor vi skulle mødes med Mark og Kristian. Lotte havde fundet et hostel til os alle, som havde en fantastisk udsigt og lå inden for 1 minuts gåafstand fra et tour-selskab, som bød på black water rafting i de famøse Waitomo Caves: Et 300 km2 stort netværk af grotter, som er fyldt med selvlysende orme kaldet Glow worms. Nedenfor har Mark taget stand på en gangsti omkring vores hostel, hvorfra vi nød udsigten og det dejlige vejr.

Vi havde booket ”Black Water Rafting”-turen kl. 13.30, så det passede med, at vi var klar til at give den gas efter frokost. På billedet herunder kan ses holdets 11 deltagere udrustet i modificerede våddragter og lygtehjelme, som ikke ligefrem får os til at se skide smarte ud. Yderst fra højre har vi Mark, mig og Lotte og Kristian viser god stil nederst foran.

 
Selvom dragterne var grimme, var de uundværlige i det iskolde vand, som vi skulle bade rundt i sammen med vores baderinge under jorden. Det var en super fed oplevelse at begive sig gennem den underjordiske grotte samme med de to guider - indimellem kun oplyst af de mange lysende orm. De lysende orm var dog i virkeligheden maddiker, som kunne producere selvlysende lort, der hang i strimler ned fra loftet, men det var stadigvæk flot som en stjernehimmel i det kolde, stille mørke :-)


Billedet nedenunder viser et kunstigt oplyst gruppebillede inde fra grotten, hvor de danske vikinger har placeret sig yderst til højre.

 
Grotten, som vi sejlede igennem, havde fået navnet ”Den of Dogs” af en maoristamme, som oprindeligt havde fundet en flok på omkring 40 vilde hunde i hulen. Hundene havde overrasket krigerne og snuppet deres jagtfangst, så høvdingen besluttede at de skulle følge efter hundene til den skjulte grotte. Da krigerne havde slået alle hundene ihjel, kunne de bruge deres pels og kød til at blive store og stærke, så høvdingen syntes, at grotten skulle opkaldes efter hundene for at ære deres minde. Hulerne i området blev efterfølgende brugt som gravkamre og var meget hellige for stammerne. Således er en del af gravkammer-grotterne ikke tilgængelige for turisterne, men i dette område er store, flotte grotter til fremvisning heller ikke ligefrem i underskud.


Efter et rigtig dejligt, dampende, varmt bad og suppe brugte vi det sidste af eftermiddagen på at køre rundt i det smukke område i jagten på New Zealands mest fotogene vandfald (kåret). Efter en god lang tur og rigtig rigtig mange hårnålesving nåede vi frem – og se engang herunder! Det var hamrende flot og sammen med lyden af den fossende, kraftfulde vandmasse, der tordnede udover klipperne, fik det én til at føle sig skrøbelig – på den gode måde :-)

 
 
Tirsdag d. 12/10: Waitomo – Snuden hjemad
 
Denne sidste dag på turen startede vi ud med at hilse på vores hostels søde, små dyr og ellers nyde det gode vejr. Kl. 9 skulle vi endnu en tur ind i Den of Dogs, for på gåben at udforske andre dele af grotten. Denne tur bar præg af, at kunne oplyses af kunstigt lys langs alle gange og være tilgængelig for kørestolsbrugere grundet stien bestod af en gangbro helt uden trin. Det gav en lidt mere kunstig og beskyttet oplevelse, end vi havde fået dagen før, men var en god mulighed for at kunne se, hvordan grotten rigtig så ud med de mange drypstens underlige formationer dannet over de sidste mange millioner år. Nedenfor kan ses et gruppefoto inde fra grotten.

Som det sidste billede viser, fik vi også chancen for at se mere nøje på de kære glow worms og deres strimler af lort, mens guiden lyste på dem med en utrolig stor lygte – et billede som ellers ikke er muligt fordi flash-billeder af glow worms er no go.

 
Efter en frokost på café med udsigt over de urimeligt grønne hobbit-bakker og den dejlige sol måtte Lotte og jeg til at vende snuden hjemad mod Auckland, som var godt 3,5 timers kørsel væk inkl. eftermiddagstrafik. Vi skulle aflevere bilen og Lotte skulle til dykkerundervisning, så det kunne desværre ikke være anderledes. Vi tog afsked med Mark og Kristian, som fortsat er på bilferie på Nordøen i skrivende stund. Herfra er der i hvert fald krydsede fingre for fortsat godt vejr og gode oplevelser på vejen.


Jeg vil stoppe skriveriet for denne gang og tænke dataopsamling og projekt til og med weekenden, hvor timerne nok kommer til at stå på oprydning og projektskrivning, så vi kan få indhentet noget af det forsømte, indtil Mark og Kristian kommer forbi om aftenen om søndagen. Derudover krydser jeg fingre for godt vejr til Lotte, som skal have sine certificeringsdyk i weekenden. Håber det bliver super fedt!

Krammer fra Brian