Urupukapuka ved Bay of Islands - Kajakparadis!

Fredag d. 22. - mandag d. 25.


Så er det blevet tid til at berette om næste eventyr i New Zealand! Selvom begivenhederne fandt sted fra fredag d. 22. til mandag d. 25, så var der lige en kursuseksamen, der skulle læses op på og overstås først. Selvom det primært var rart at få overstået, var det egentlig også lidt sjovt at opleve, hvordan de afvikler den slags heromme. Alting foregår en del mere striks. Eksamenslokalet blev først offentliggjort et halvt døgn før prøven, så ingen kunne plante snydenoter eller hvad ved jeg i lokalet. Inden vi fik lov at gå ind begyndte en dame (som var noget mere myndig at høre på, end de pentionister vi plejer at have tilknyttet til eksamenerne i Aalborg) at opremse reglerne og bøder forbundet med brud på disse. Tændt mobiltelefon = 150 dollars osv. Det var en (svær!) prøve uden hjælpemidler, så intet udover skriveredskaber måtte medbringes. Hayley (honour student) fortalte også, at hun tidligere havde fået gennemsøgt snotpapir for noter ved en tidligere eksamen. Så tager man det seriøst da! ;-)

Anyway, forberedelserne til sidste weekends kajaktur begyndte om torsdagen, hvor Lotte og jeg skulle forsøge at bikse mad sammen til fire dage med tre måltider, hvilket var lidt af en udfordring. Inklusiv pakning, stod det ca. på fra vi kom hjem fra forsøgene i skolen til midnat. Lige umiddelbart var vi mest nervøse for, om vi ville kunne slæbe det hele i to kajaker. Der er forholdsvis meget plads i en kajak, men det skal ned gennem de små ”dry compartment”-huller (20-30 ca. brede) som i øvrigt ikke er særligt tørre, hvis man skulle ske at vælte over.

Fredag d. 22/10

Endnu engang havde vi allieret os med Eric og Anat, som samlede os op foran Waldorf denne morgen. Deres bil var godt fyldt op da de ankom og var absolut fyldt helt op da de havde fået os med. Køreturen gik til Kaimarama Bay, hvor vores lejede kajaker efter aftale ville vente på os. Turen derop er på godt 250 km mod nord, men det sidste stykke består af 1000 hårnålesving, så i alt tager turen omkring 4,5 time.

Vi ankom omkring 14.30 og fik tømt bilen og al bagagen. Billedet herunder viser meget godt, hvor meget der er tale om! Eric og Anat begyndte straks at samle deres fold-ud dobbeltkajak, som er et ualmindeligt smart men stort og tungt monstrum, som de også havde med i bilen. Og så står der Feathercraft på dens side…

På stranden mødte vi Russell, Larraine og Gregor fra klubben, som havde arrangeret turen og taget vores kajaker med. Imidlertid var det kun min, der var ankommet og solede sig i vandkanten, men Lottes ville ankomme inden længe – det troede de i hvert fald. Herunder kan i se min kajak på den flotte strand hvor vi ventede.

Ventede til kl. 18, hvor den sidste gut ankom med Lottes kajak. Vi skyndte os at pakke Lottes kajak og padle den halv time mod Urupukapuka. Vinden havde taget til i de timer vi havde ventet og solen var ved at gå ned, så det var med tungen lige i munden, at vi sejlede af sted og for mit eget vedkommende var jeg utrolig bange for at vælte i de tiltagende større bølger. Men det gik heldigvis udmærket og med en hjælpende hånd fra Gregor og Russell fik vi også al bagagen med :-)

Den strand på Urupukapuka, hvor vi skulle slå lejr for de næste dage, hed Cable Bay. Ved ankomst skyndte vi os at slå telt op, mens der stadig var lyst. Vi fandt hurtigt ud af, at øen var dækket af størknet fårelort, der var spredt som krymmel udover de grønne græs arealer. Udover får og flot natur var der en ret uafdækket bruser med iskold vand og et par ”hul-i-jorden-i-et-skur”-toileter, som jeg ikke lige kender fagbetegnelsen for.

Alt i alt var vi lidt ærgerlige over, at have brugt en hel dag på transport og på at vente, men det var rart at være ankommet. Jeg kunne heller ikke lade være at grine, da jeg i mørket var ved at glide i en tennisbold-formet, hård fårelort på vej tilbage fra toilettet. Desuden var det hyggeligt at sidde i læ og spise og krybe ned i den varme sovepose.

Lørdag d. 23/10

Nårh ja, vi sov på liggeunderlag. Jeg er nok lidt sart, men jeg vågnede i hvert fald med følelsen af at være blevet trampet på af en kæmpe stor ko. Helt stiv og træt i leddene. Da vi stod ud af teltet blev vi overrasket ved at blive budt på en friskstegt snapper, som Gregor havde fanget og tilberedt om morgenen. Den havde været over 30 cm lang og vejet omkring 3 kg. Det er noget af det lækreste fisk jeg kan huske at have smagt!

Vejret var blevet helt fantastisk. Vi tog af sted i kajakkerne kl. 9 for at sejle rundt om Urupukapuka. Der var massevis af små grotter og klippefremspring, som vi udforskede i kajakkerne. Herunder følger lige et billede af undertegnede i kajaken.

Begge vores kajakker var i øvrigt lavet af plastik; det er ikke helt så hurtige deres glasfiber + kævlar fætre, men de kan virkelig tåle nogle tæsk, så jeg gav den bare gas og red på bølger indimellem klipper og ind og ud af alle grotterne – det var skægt :-) Herunder kan i lige se en sådan grotte. Flot!

Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg var lidt bange for at tage billeder. Jeg havde kamera i en vandtæt taske, men var bange for at hive det frem af fare for at vælte og miste kameraet. Det var godt at Lotte tog nogle så!

Vi gjorde et stop på en strand og fik en svømmetur i solen og sad og solbadede mens vi spiste frokost. Larraine var lige henne og huske os på, at ozonlaget er tyndt (og gennemhullet som en si), så vi fik smurt nyt lag solcreme på. Herunder er et billede fra stranden, hvor jeg lige står og lejer med kajakkens flag :-)

Da dagen var ved at være ovre og vi ankom til lejren opdagede jeg dog, at min hånd var blevet helt ildrød, der hvor min lidt for korte (lånte) sprayjacket ikke dækkede. Tror faktisk aldrig at jeg er blevet skoldet på hænderne før, men selv i skrivende stund kan det tydeligt ses (se billedet i bloggens galleri).

Om aftenen kunne vi spise sammenskuds-aftensmad med de andre fra klubben. Vi kunne se delfiner springe op ad vandet i det fjerne og senere svømmede en sting ray helt ind til vandkantet for at agere mad-støvsuger, hvis der skulle være nogle rester. Da det blev mørkt og stjerneklart fik vi også pandekager, så der manglede bestemt ikke noget!

Søndag d. 24/10

Fra morgenen tog vi ud på endnu en lang kajakdag omkring Urupukapuka og dennes mange søster-øer. Vandet var fuldstændig stille og spejlblankt i morgentimerne, så vi kunne se bjergene og fuglene spejle sig i vandet mens vi lydløst gled af sted og udforskede. På vores tur mødte vi en super nuttet sæl, som vi kunne sidde og kigge på i 5 minutter, mens den svømmede frem og tilbage og hyggede sig med at fange små fisk.

Endnu engang var det en fantastisk dejlig dag med masser af grotter og godt vejr. Herunder har jeg lige smidt endnu et billede ind, af den flotte natur vi konstant mødte på sejladserne.

Om aftenen smagte vi en friskfanget blåmusling til aftensmad. Der vil jeg hurtigt indrømme, at det ikke lige var så meget mig, men de andre, og især Eric, var helt pjattet med dem. Eric og Anat havde i øvrigt medbragt en slags udendørs-ovn, så de kunne byde på friskbagt blåbærtærte om aftenen. Den slags luksus er der normalt slet ikke plads til på hikingture, men med kajakkerne som transportmiddel kan man tillade sig at tage en del flere luksus-ting med og det nød vi godt af :-)


Mandag d. 25/10

Fuglene havde sunget om, at det ville være den første aften på underlaget, der ville være den værste, men sarte mig var stadigt helt ødelagt, da jeg efter tredje nat steg ud af teltet. Alligevel kunne vi sidde og nyde noget morgenmad mens der kom liv de sidste steder i lejren. Og så skete det, at jeg fik øje på dagens første delfiner i horisonten. Hver dag havde vi set delfiner fra stranden, men havde ikke kunnet time det med en sejlads. Vi kunne ikke rigtig beslutte, om vi skulle smide alt hvad vi havde i hænderne og storme af sted i kajakkerne, men efter at have siddet og været ubeslutsom i 4-5 minutter endte vi med, på Larraines opfordring, at skynde os derudaf alligevel. Jeg fik fyret Lotte af sted fra stranden i hendes kajak og skyndte mig ud i min egen. Fra stranden tempopadlede vi for at nå ud til dem, men de svømmede bare alt for hurtigt. Da jeg endelig gav op så vi pludselig, at der kom et hold delfiner mere fra den samme retning, som de andre var kommet. Igen padlede vi i fuld fart ind imod dem. Da vi kom inden for 25 meter begyndte jeg dog at tænke på, at det nok ikke var allersmartest at have kollisionskurs med dyrene, så jeg vil tro, at det tætteste jeg nåede var 7-8 meter, men sikke et syn! Alle delfinerne på nær én så også ud til at være fuldvoksne så vi har at gøre med en 2-3 meter lang 200 kg tung fisk, som svømmer i fuld fart og springer op ad vandet med et ordentligt plask og en kæmpestor hale. De var nok på fuld fart hen og finde morgenmad. Det var en hel vild oplevelse at være så tæt på dem helt nede ved vandet, selvom det kun var for en kort stund!

Resten af dagen brugte vi på at udforske den store Urupukapuka, som bød på nogle fantastiske udsigter. Se f.eks. billedet herunder

Vi mødte også mange af fårene på gåturen, som dog var ret bange for os – dog ikke bange nok til ikke at kunne skide færdig først. De nysgerrige lam var dog klar på at posere for kameraet, i hvert fald indtil deres mor gjorde dem opmærksomme på, at nu skulle de videre. Se billede herunder.

Efter rundturen fik vi pakket vores ting færdige og sad og slappede af i skyggerne, indtil kl. blev 16 og vi sejlede tilbage mod Kaimarama Bay. Vi fik fyldt bilen og køreturen hjem var lang og klemt, men fordi klokken var blevet så mange, undgik vi de kilometer lange trafikkøer, som var blevet forudset ville opstå på vejen til Auckland. Næsten alle havde været af sted på den forlængede weekend, som sluttede med Labour Day om mandagen. Da vi ankom var kl. 21.30 og vi kunne lige overskue at få smidt en masse affald i kælderskraldespandene og sat en voldsom masse bøtter i blød inden det blev sengetid.

Det var en helt fantastisk tur. Vejret havde været bedre end man kunne have håbet på i et land som New Zealand! Bay of Islands er et af de smukkeste steder i verden at sejle kajak og at vi fik set så mange forskellige dyr, var bare en ekstra bonus! Jeg sidder lidt med følelsen af, at kajakoplevelser nok er blevet max’et ud på denne her tur. Det bliver i hvert fald svært at slå, selvom vi også ligger vejen forbi Abel Tasman på Sydøen på vores rundrejse i december. Vi får se, om det rent faktisk kan blive endnu bedre.

I hører fra mig, når det næste gang bliver tid til nogle oplevelser og billeder, der skal lægges op :-)

Krammer fra Brian

Lejet bil, aktiv vulkan, hot pools, mørke grotter, gensyn med studie homies… fed forlænget weekend!

Midt i en studieperiode, som har bevæget sig ind i den sidste og mest travle fase, tog vi os friheden til at slippe væk fra det hele. Vi lejede en bil og smuttede i en selvudnævnt forlænget weekend. Her følger blog-indlægget, som fortæller om de fire dejlige dage som fulgte.

Lørdag d. 9/10: Rotorua 

I dagene op til weekenden havde vejrudsigten været uenig med sig selv om, hvornår og hvor, der ville falde regn. Heldigvis endte vi med at træffe den mest optimale beslutning: Vi ville køre til Rotorua sydøst for Auckland mens det regnede i vest og senere køre mod Waitomo sydvest for Auckland, som mandag og tirsdag ville befinde sig mellem regnen i øst og nye regnbyger fra Sydøen. I Waitomo havde vi også aftalt at mødes med Mark og Kristian (vores to studiekammerater, som tilbringer et semester i Adelaide, Australien), som har en uges ferie på Nordøen i New Zealand.

Lotte og jeg havde dagene inden booket en bil gennem Explore More. Lørdag formiddag tog jeg således ned og hentede den lille Mazda Familia, som kan ses i billedet herunder.

Idet Lotte ikke har kørekort, var det ikke svært at beslutte hvem der skulle sidde bag rettet. Jeg var lidt nervøs for at skulle fræse rundt i venstre side af vejen – især i travle Auckland. Jeg har heldigvis haft et par måneder til at følge trafikken fra skolebussen, så jeg var alligevel fortrøstningsfuld. Det gik også fint med at hente bilen – i hvert fald papirarbejdet og også med at finde den side, hvor rettet sidder, da jeg steg ind i bilen, men så så jeg gearstangen. Jep, fuldautomatisk gear… pinligt! Jeg fik lige en hjælpende snak med en gut fra værkstedet og så var det ellers af sted. Da jeg drejede ud på vejen satte vinduesviskerne i fuld gang i stedet for blinklyset, men derfra gik det også fint ;-)

Set i bakspejlet tog det mig faktisk kun 1-2 dage at blive komfortabel nok i trafikken til, at jeg kunne begynde at sidde og give alle de andre bilister gode råd om, hvordan de kunne køre meget bedre. Sådan er det vel ;-)


Turen gik som sagt til Rotorua, som ligger 3-4 timers kørsel væk – omkring 350 km så vidt jeg husker. Maori-folket er et meget praktisk folk hvad angår deres stednavne, som fungerede lidt som retningsangivelser i gammel tid. F.eks. betyder Rotorua ”den anden sø”, fordi byen ligger tæt på en stor sø, som på navngivningstidspunktet var nummer 2 til at blive opdaget. Rotorua er den by, hvor der procentvist bor flest maori – ca. 40% af de 60.000 indbyggere, hvor de på landsbasis kun udgør 7%. Byen er primært kendt for at være omgivet af geo-termiske områder, som udgiver svovlgasser. Det var rigtigt spændende at gå rundt langs kysten i Rotorua og se gashullerne, men der lugter bare rigtig meget af æggeprutter! Herunder kan man se Lotte foran at ildelugtende mudderhul, som bobler med gasser. Dem var der mange af!

Vi fik checket ind på et rart og fint hostel, som vi stort set havde for os selv. De havde endda rigtige dyner i stedet for blot at have det sædvanlige lagen + tæppe (duvét), som vi også sover med til dagligt. Efter at have gået rundt i Rotorua nogle timer fandt vi en rigtig god indisk restaurant, som vi spiste ved. Jeg er i det hele taget gået hen og blevet rigtig glad for indisk mad, som vi også ofte spiser til frokost. Hernede er de gode til at lave retterne milde eller milde/medium, så de passer perfekt til, hvad mine smagsløg synes er behageligt. Jeg er nemmelig ret sikker på at traditionel indisk mad er en hel del stærkere end ”turist”-udgaven.

Søndag d. 10/10: Rotorua – White Island

Hjemmefra havde vi booket en tur ud til den aktive vulkan kaldet White Island – navngivet af engelske Kaptajn Cook, som i det hele taget var den første hvide mand på pletten de fleste steder i de Australske og New Zealandske farvande. Det er i øvrigt en ret spændende historie, vil jeg tro, om en mand, der som nævnt sejlede vidt omkring inden han endte sine dage i madgryden hos en stamme på Hawaii. Hans kahytdreng, hvad end sådan én laver, mistede han vist nok til maori’erne. Jeg forestiller mig et besætningen er faldet fra lidt efter lidt – snuppet af kannibaler fra forskellige stammer. Skræmmende!

Anyway, White Island er den ene af New Zealands to aktive vulkaner – hvor den anden er fesen og den her er den sejeste. Nu indeholder ”aktiv” desværre ikke, at den spyr ild og lava, men den udsender masser af dampende gasser og kan være mange hundrede grader varm ved overfladen. Desuden er der altid risiko for, at den kan gå i et eksplosivt udbryd, hvor sten flyver rundt med projektilfart, hvilket sidst skete i 2006 en aften – dog i mindre skala.


I New Zealand er vulkanerne alle rangeret fra 0 – 5, hvor 0 gives til en vulkan, som er inaktiv og 5 gives til en vulkan, som er i overhængende fare for at gå i udbryd og som i øvrigt ville ødelægge hele New Zealand og dække landet i magma, hvis den gjorde det. Så ville alle beboerne blive nødt til at flygte til Australien. White Island er heldigvis kun en 1’er, fordi den ligger 1,5 times sejlads fra kysten. Herunder kan man lige skimte vulkanøen i det fjerne fra det flotte skib, som sejlede os fra kystbyen Whakatane.

 
Turen på vulkanen var selvfølgelig guidet. Vi fik uddelt gasmasker og Byggemand Bob-hatte. Gasserne er ikke decideret giftige, men fremtvinger ofte hoste, så masken kom tit i brug, når vi gik gennem røgen. Vi fik en masse at vide om vulkanens historie, som jeg kun delvist kan huske i skrivende stund. Vulkanen blev købt for to tønder rom af maorierne og er 2-3 gange blevet forsøgt brugt til udvinding af svovl men uden særlig meget held på bundlinjen. I hvert fald blev vulkanen købt af advokaten, som var tilknyttet det sidste selskab, som forsøgte sig. Beløbet er ukendt og manden skulle have udtalt, at den mest blev købt, fordi det kunne være fedt at sige, at man ejede en vulkan. Siden blev turisme indført og mandens efterkommere er siden blevet blandt de rigeste i New Zealand. Pt. ejes vulkanen af mandes tre børnebørn (tre advokater…), som indkasserer 3,6 mio. NZD årligt og de har lige sat priserne op.


På billedet herunder ses guiden, som bar rød hjelm, fordi han var den som vidste mest. Den samme farvekode går i øvrigt igen på de danske studenterhuer, hvor dem med de røde bånd, er dem, som ved mest ;-)

Det var en meget unik oplevelse at færdes på vulkanen og høre om de hårde kår og livshistorier fra de mange arbejdere, som havde arbejdet på vulkanen i minimum 6 måneder. Grundet syren i gasserne bliver alt metal ødelagt, når det blev udsat for luften i længere tid. Derudover var der risikoen for stenskred og andre meget farlige naturfænomener, som ofte kostede arbejdere livet. På billedet herunder kan man se mig, hvor jeg lige umiddelbart har overlevet strabadserne, inden vi tog tilbage til skibet i en lille motoriseret gummibåd.

Fra båden tog Lotte og jeg som de eneste en dukkert i det 16-17 grader kolde vand (bevismateriale findes i billedgalleriet). Vandet rundt om vulkanen var meget lyst pga. svovlindholdet og skulle efter sigende give dykkere en ret enestående sigtbarhed og byde på spændende dyreliv. Lige umiddelbart fik vandet mig vist bare til at lugte endnu mere af svovl, som stadig hang i huden efter 3 dage og adskillige bad senere – måske fordi jeg ikke var helt færdig med svovlbad for denne dag.

Dag vi kom i land skulle vi nemlig slutte dagen i Hell’s Gate, som er placeret 10-15 mins kørsel fra Rotorua. Hell’s Gate fik navnet af en engelsk forfatter, som syntes at stedet lignede en indgang til helvede med de mange dampende, boblende mudderpøle og udtørrede planter. Billedet herunder giver en lille forsmag på en af de mindre pøle.
 

 
Vi var ankommet til attraktionen kl. 17 og havde derfor området og en guide for os selv det meste af tiden. Stedet havde været tilholdssted for en maori-stamme, som havde boet i en skov på en forhøjning omgivet af de termiske huller. Når de rivaliserende stammer var kommet for at stjæle deres værdier og damer, havde beboerne stået i skovens udkant og hånet modstanderne til at kommer nærmere. Uden at kende områdets uforudsigelige struktur var fjender trampet fremad og styrket igennem den tynde skorpe og blevet brændt nede fra og op. Når de så alle var døde blev ligene smidt i en pøl med en ph-værdi på omkring de 0, så de kunne blive opløst i en fart. Smart og ulækkert samtidig.


Andre af pølene var tempereret til at bade i og var forbundet med meget mystik og helende kræfter. Mange af pølerne har et meget højt mineralindhold og bliver i dag besøgt af folk med uhelbredelige hudsygdomme, som håber at på at finde lindring eller helbredelse.

En speciel type mudder som fandtes i området var ”hvid mudder” eller ”magisk mudder”, som vores guide kaldte det. Den bløde, men størknede mudder på nogle få af klipperne omkring pølene, kunne nedbrydes i håndfladen ved at trykke det sammen mellem hænderne til det blev flydende (svag molekyleopbygning). På billedet herunder har jeg, på opfordring af guiden, lagt en ret dyrebar, stribet ansigtsmaske. Farmaceut firmaer har forsøgt at købe sig til de unikke klipper for et milliard-beløb (i dollars), for derefter at sælge mudderet i dyre domme, men de var ikke til salg.
 

Derudover er Hell’s Gate også indehaver af det største varmvands-vandfald på den sydlige halvkugle, som kan ses på billedet herunder. Vandfaldets navn kunne oversættes til en mægtig maori-krigers urin, som jo udmærker sig ved at være sterilt og således rensende. Vandfaldet var forbudt for kvinder og blev brugt af mændene, når de vendte hjem fra krig. Mændene ville garanteret bare gerne have det for sig selv og fandt på en historie om, at det altså var meget hellig tis :-)

Aftenen ved Hell’s Gate sluttede med at bade i en hot pool, som var 39-40 grader varm. Det var super dejligt og afslappende, men mine badeshorts lugter bare rigtig meget af svovl stadigvæk efter tre vask– ad! :P Jeg må se at have fat i noget stærkt parfumeret vaskemiddel, der kan tage sig af det!

Mandag d. 11/10: Waitomo – Black water rafting

Næste morgen i Rotorua vågnede vi til et ordentligt regnskyl, så det var godt, at turen gik mod vest og Waitomo Caves, hvor vi skulle mødes med Mark og Kristian. Lotte havde fundet et hostel til os alle, som havde en fantastisk udsigt og lå inden for 1 minuts gåafstand fra et tour-selskab, som bød på black water rafting i de famøse Waitomo Caves: Et 300 km2 stort netværk af grotter, som er fyldt med selvlysende orme kaldet Glow worms. Nedenfor har Mark taget stand på en gangsti omkring vores hostel, hvorfra vi nød udsigten og det dejlige vejr.

Vi havde booket ”Black Water Rafting”-turen kl. 13.30, så det passede med, at vi var klar til at give den gas efter frokost. På billedet herunder kan ses holdets 11 deltagere udrustet i modificerede våddragter og lygtehjelme, som ikke ligefrem får os til at se skide smarte ud. Yderst fra højre har vi Mark, mig og Lotte og Kristian viser god stil nederst foran.

 
Selvom dragterne var grimme, var de uundværlige i det iskolde vand, som vi skulle bade rundt i sammen med vores baderinge under jorden. Det var en super fed oplevelse at begive sig gennem den underjordiske grotte samme med de to guider - indimellem kun oplyst af de mange lysende orm. De lysende orm var dog i virkeligheden maddiker, som kunne producere selvlysende lort, der hang i strimler ned fra loftet, men det var stadigvæk flot som en stjernehimmel i det kolde, stille mørke :-)


Billedet nedenunder viser et kunstigt oplyst gruppebillede inde fra grotten, hvor de danske vikinger har placeret sig yderst til højre.

 
Grotten, som vi sejlede igennem, havde fået navnet ”Den of Dogs” af en maoristamme, som oprindeligt havde fundet en flok på omkring 40 vilde hunde i hulen. Hundene havde overrasket krigerne og snuppet deres jagtfangst, så høvdingen besluttede at de skulle følge efter hundene til den skjulte grotte. Da krigerne havde slået alle hundene ihjel, kunne de bruge deres pels og kød til at blive store og stærke, så høvdingen syntes, at grotten skulle opkaldes efter hundene for at ære deres minde. Hulerne i området blev efterfølgende brugt som gravkamre og var meget hellige for stammerne. Således er en del af gravkammer-grotterne ikke tilgængelige for turisterne, men i dette område er store, flotte grotter til fremvisning heller ikke ligefrem i underskud.


Efter et rigtig dejligt, dampende, varmt bad og suppe brugte vi det sidste af eftermiddagen på at køre rundt i det smukke område i jagten på New Zealands mest fotogene vandfald (kåret). Efter en god lang tur og rigtig rigtig mange hårnålesving nåede vi frem – og se engang herunder! Det var hamrende flot og sammen med lyden af den fossende, kraftfulde vandmasse, der tordnede udover klipperne, fik det én til at føle sig skrøbelig – på den gode måde :-)

 
 
Tirsdag d. 12/10: Waitomo – Snuden hjemad
 
Denne sidste dag på turen startede vi ud med at hilse på vores hostels søde, små dyr og ellers nyde det gode vejr. Kl. 9 skulle vi endnu en tur ind i Den of Dogs, for på gåben at udforske andre dele af grotten. Denne tur bar præg af, at kunne oplyses af kunstigt lys langs alle gange og være tilgængelig for kørestolsbrugere grundet stien bestod af en gangbro helt uden trin. Det gav en lidt mere kunstig og beskyttet oplevelse, end vi havde fået dagen før, men var en god mulighed for at kunne se, hvordan grotten rigtig så ud med de mange drypstens underlige formationer dannet over de sidste mange millioner år. Nedenfor kan ses et gruppefoto inde fra grotten.

Som det sidste billede viser, fik vi også chancen for at se mere nøje på de kære glow worms og deres strimler af lort, mens guiden lyste på dem med en utrolig stor lygte – et billede som ellers ikke er muligt fordi flash-billeder af glow worms er no go.

 
Efter en frokost på café med udsigt over de urimeligt grønne hobbit-bakker og den dejlige sol måtte Lotte og jeg til at vende snuden hjemad mod Auckland, som var godt 3,5 timers kørsel væk inkl. eftermiddagstrafik. Vi skulle aflevere bilen og Lotte skulle til dykkerundervisning, så det kunne desværre ikke være anderledes. Vi tog afsked med Mark og Kristian, som fortsat er på bilferie på Nordøen i skrivende stund. Herfra er der i hvert fald krydsede fingre for fortsat godt vejr og gode oplevelser på vejen.


Jeg vil stoppe skriveriet for denne gang og tænke dataopsamling og projekt til og med weekenden, hvor timerne nok kommer til at stå på oprydning og projektskrivning, så vi kan få indhentet noget af det forsømte, indtil Mark og Kristian kommer forbi om aftenen om søndagen. Derudover krydser jeg fingre for godt vejr til Lotte, som skal have sine certificeringsdyk i weekenden. Håber det bliver super fedt!

Krammer fra Brian

Småsyg, men det var dét værd!

Oplevelsesbogen har fået et par nye sider, så nu er det igen tid til, at jeg får skrevet et nyt blogindlæg, selvom jeg havde håbet at have haft tid til det for længe siden. Indhold: Kayaktur nord for Auckland, ”Songwriter of the Year Contest”-koncert og hiking i Coromandel – hvor sidstnævnte alene var 250 billeder værd på to dage med allerhelvedes godt vejr! Udvalgte billeder kan nydes i galleriet. Velkommen :-)

Kajaktur: The Last Paddle (26/9)

Lotte og jeg havde endelig fået booket vores sidste kajaktur som del i det begynderkursus, som vi startede for længe siden. Vi mødtes i kajak-shoppen om morgenen og blev briefet om dagens tur, som grundet vejrforholdene gik til Takapuna - en bydel nordvest for Auckland centrum, hvor vindretningen denne dag var favorabel. Dvs. modvind ud, medvind hjem, så man ikke dør midt på turen hjemad.

På billedet herunder kan man se Chief Russell give os begyndere og andre klubmedlemmer en sidste forklaring og instruks inden vi sætter ud.

Vejret var dejligt og vinden stille og rolig, så vi kunne nyde turen. På billedet ovenfor kan man i øvrigt se starten af ruten. Vi sejlede langs stranden og klipperne i 4 km, stod af på stranden, spiste sandwich og sejlede tilbage igen.
Billedet herunder viser klipperne, som så ud som om de var skåret ud fra forskellige lag pga. regnens slid på de forskellige jordlag. Det var fedt at sejle rundt blandt små fremspring og forsøge at styre imellem. Man tror det ikke, men byen er lige på den anden side af læ-hegnet af træer. På andre dele af strækningen kunne vi se kæmpe-villaer med egen trappe ned ad klippen til vandet, så der må have boet nogle velhavende kiwier.

Så skete der i øvrigt det, at jeg faldt i vandet. Russell havde demonstreret nogle forskellige, avancerede redningsmetoder, men ingen havde rigtig lyst til at vende rundt med vilje og øve redning. Russell har lært os et ”Brace-stroke”, som er et padle-tag, der kan bruges som en slags sidste udvej, for at undgå, at man falder i, ved at forsøge at sætte fra på vandet med padlen. Problemet er bare hvis man ikke får drejet padlen 90 grader under vandet inden man hiver den op igen er padlen (som nu er dækket af vand) med til at hive én med ned.
Jeg var den yngste og havde den tungeste kajak og den slags padle-tag øver man til det går galt. Jeg havde dog kun brug for et! Jeg fik forceret en overbalance og slået fra med padlen mod vandet men fik voldsomt overkorrigeret og endte med hovedet under på den anden side, fordi jeg ikke kunne bremse bevægelsen. Lotte havde for travlt med at fnise til at rede mig, så jeg spjættede vel nok i det kolde vand i 2-3 minutter inden jeg kom op derfra, men det var nok godt nok at få trænet.:-)
På turen havde vi fulgtes i bil med et ældre israelsk par, Erik og Anat, som tilbød os at komme med dem til Coromandel og hike i den efterfølgende weekend, som en del af en uge-rundtur de havde planlagt på nordøen. Det var rigtig pænt af dem og de ville give os kørelejlighed, info om booking af hytte og låne os udstyr.
Da vi kom hjem så vi på billeder af området, omkostningerne og vejrudsigten, som indikerede, at det ville blive perfekt vejr, så tog glade i mod tilbuddet. Kajakkurset har givet os nogle rigtig gode oplevelser og givet os adgang til et netværk af eventyrlystne mennesker, som vi kan trække på erfaringer fra, så det har helt klart været penge, som var godt givet ud!

Singer-Songwriter of the Year Contest (29/9)

Fra forskellige opslag rundt i byen og reklamer i radioen havde jeg fået nys om en koncert, som var en konkurrence mellem de bedste sangere/sangskrivere blandt de musikstuderende i Auckland. For 18$ kunne man blive del af publikum i en lille, personlig sal, måske med plads til 120 mennesker inkl. dommere.

Vi kendte ikke musikerne eller deres numre på forhånd, så vi mødte op uden rigtige forventer, men fulde af spænding, på en onsdag aften ved Auckland Maidment Theatre. Salen kan ses på billedet herunder.

Det var en super god aften. De seks finalister var super dygtige og leverede alle noget meget forskelligt pop-musik. De blev hjulpet af et band med tre professionelle musikere samt deres medstuderende som kor og på andre instrumenter. Mens dommerne voterede i langt over den estimerede tid, var der optræden fra vinderne af gymnasium-konkurrencen, som var mindst lige så gode som de universitetsstuderende, synes jeg. På billedet herunder kan man se en lille version af en lille pige, Janine Foster, som løb med sejren. Det kunne være fedt at høre noget mere af hendes musik i fremtiden, hvis hun kommer videre med det. Hun var i hvert fald dygtigt og super god på en scene :-)

Ved prisoverrækkelsen blev der sagt en masse fine ord og en sanger, som jeg har glemt navnet på, men som åbenbart er ret stor hernede, sluttede med at give finalisterne nogle musiker-råd med fra karrieren; noget med, at de af hendes gamle skolekammerater, som var blevet partnere i advokatfirmaer og overlæger osv., alle havde haft en flot karriere, men de havde kedet sig med jobbet, så hun synes det var rigtig fedt, at finalisterne havde valgt musikkens vej, hvor mulighederne var uendelige osv. Ja tak, musik er fantastisk, men ville dog være fjollet at vælge som livsvej, hvis man ikke har talent for det, vilje til at øve i rigtig mange tusinde timer og heldet til at slå igennem blandt tusindvis af andre, hvis man vil tjene gode penge på det. Så må alle os andre stille os til tak med et kedeligt liv og intetsigende job imens :-)

Coromandel Hiking (2/10 – 3/10)

Lotte og jeg blev hentet af Eric og Anat lørdag morgen kl. 9 uden foran lejligheden, hvorfra turen gik mod Thames, Coromandel, som ligger sydøst for Auckland – omkring 2-3 timers kørsel derfra. Allerede omkring 30 mins kørsel fra Auckland begyndte landskabet at ændre sig radikalt, med kæmpestore grønne marker på og omkring større og mindre bjerge med vandløb ind og ud imellem. New Zealand er åbenbart ved at bevæge sig væk fra fåre-produktion, fordi der ikke længere er så mange penge i det. Vi så derfor flest køer på markerne, men får, rådyr og heste var også til at få øje på engang imellem.
Billedet herunder viser dét skilt, som vi blev mødt af på parkeringspladsen, hvorfra opstigningen begyndte. Vi havde booket Pinnacle Hut, som var estimeret til at tage 3 timer, men det var nok med en daypack, så man kunne gå hurtigt – vi brugte i hvert fald 4,5 - 5 timer pga. vores tunge rygsække og indlagt frokostpause.

Området var helt utroligt smukt! New Zealand er sådan et frodigt land, fyldt med træklædte, grønne bjerge lange floder, vandfald og en dejligt masse gangbroer, til at krydse dem. Der er gjort meget ud af, at naturen skal være lettilgængelig. De fleste hikingruter er afmærkede, kan findes på et kort fra internettet og er ofte forsynet med hytter eller campingpladser. De fleste byer har en afdeling fra Department of Conservation, der sørger for at naturen bliver beskyttet og er faciliteterne er iorden. Ligeledes er der Search and Rescue personale, som kan tilkaldes, hvis hikere ikke er vender tilbage som forventet.
Herunder er Lotte i gang med at krydse en flod på en af de smalle og gyngende gangbroer.

Eric og Anat er nogle meget spændende mennesker. Det viste sig, at Eric er lidt af en stor kanon indenfor videnskaben. Bag et par meget buskede øjenbryn gemmer sig en mand, som har studeret afgrøder og insekter og undersøgt, hvordan landbruget kan beskyttes mod skadelige mider og hvordan plantevækst opfører sig under forskellige forhold. Han har brugt de sidste mange år på at rejse rundt på Jordens fleste kontinenter, hvor han deltager i konferencer og holder gæsteoplæg. Hvis der har været en relevant konference i et hvilket som helst land, så har Eric været der – ofte det hele betalt, fordi han er god til sit arbejde. Efter konferencerne rejser han derefter rundt i landet og oplever naturen – ofte sammen med Anat og indimellem deres børn.

Anat er uddannet psykolog og har arbejdet med evnebesværede børn, mere specifikt en alternativ måde at forcere læsevanskeligheder ved at træne koordinationen mellem arme og ben – detaljerne skal vi ikke komme ind på her, men teknikken anvender kortikal plasticitet, lidt som den forskning Lotte og jeg har med at gøre, så vi var på bølgelængde på den område i hvert fald. :-)
Herunder ses Eric og Anat efter 2-3 timers hård opstigning ad tusindvis af bjerg-trappetrin.

Det var fedt, at Eric kunne fortælle om planterne samt insekt- og dyrelivet på vejen op ad Webb Creek Track, som ruten hed. Det var med til at give oplevelsen en ekstra dimension og der var også masser af historier fra eventyr i alverdens andre lande, så tiden fløj af sted. Ikke desto mindre var det en super hård tur. Jeg er ikke vandt til at bære en tung rygsæk op ad så stejle stigninger så længe ad gangen, så det var dejligt endelig at nå frem til Pinnacle Hut og hvile benene og få aftensmad.


Billedet herunder viser udsigten fra Pinnacle Hut’s varanda, hvor jeg gør mit bedste for at skjule, hvor udmattet jeg er!

Inden aftensmaden besluttede vi dog at tage dagens sidste stigning og gå mod toppen af ”The Pinnacles”, som ligger godt 760m over havets overflade (Pinnacle Hut: 650m, så vidt jeg husker). Vi nåede næsten helt mod toppen, hvorfra vi kunne nyde en fantastisk udsigt, mens solen var på vej ned i fuld fart. Vi måtte vende om inden det blev for mørkt til at gå ned igen, men vi besluttede at gå derop igen næste morgen, for at kunne se solopgangen fra bjergtoppene.

Omkring kl. 20 var jeg ved at være så træt, at jeg ikke kunne holde mig vågen længere, så det blev en tidlig sengetid og så skulle vi i øvrigt op igen næste morgen kl. 5 for at være klar. Hytten blev rigtig kold om natten. Med plads til 80 mennesker var det ret dumt at jeg ikke havde fået taget ørepropper med, men det gik nu okay, selvom jeg ikke just var udhvilet, da vi stod op igen!

Billedet herunder viser udsigten, som vi kunne nyde, mens vi gik op ad bjerget fra hytten mod toppen. Jeg var rigtig træt i benene fra dagen før, så jeg kunne nok forestille mig, hvor udmattende en dag det ville blive.

Efter morgenmad tog vi en anden og lidt længere rute ned ad bjerget, fordi vi havde god tid. Billy Goat Track havde fået sit navn, fordi den var rigtig rigtig stejl og derfor bedst egnet til bjerggeder – måske især dem som hed Billy..!

Turen ned bød på ligeså fantastiske udsigter, om end den var super hårdt for knæene, som efterhånden blev mere og mere gelé-agtige.
Herunder kan ses et billede på ruten, hvorfra vi spottede et vandfald. På den store version af billedet kan man se et hold eventyrere, der er ved at rappelle nedad vandfaldet – garanteret en hurtigere vej end vores!

Tiden endte også med at løbe fra os. Da vi endelig nåede bunden måtte vi skynde os mod Coromandel Town, hvorfra min og Lottes katamaran sejlede tilbage til Auckland. Det blev lige lovligt tæt på, at vi ikke nåede den og vi var helt lede ved at skulle smutte fra Eric og Anat i sådan en fart efter at de havde kørt os næsten halvtreds kilometer. Det var godt nok rigtig pænt af dem! Vi håber at se dem igen på en anden kajaktur, som klubben arrangerer til Bay of Islands den forlængede weekend fra d. 23/10 – 25/10. Vi skal bare lige have lagt alle detaljerne på plads og skaffet noget ekstra camping-udstyr :-)

Efter at være kommet hjem fra turen er jeg blevet lidt småsyg med forkølelse og ondt i halsen. Enten skyldes det at tvillingesøsteren Tina fik det samme hjemme i Danmark, eller også var det den kolde nat og de benhårde (!) strabadser. I hvert fald var det det hele værd. Jeg har aldrig set noget lignende og glæder mig utroligt meget til at få tid til at rejse mere i New Zealand!

Hvad sker der?!

Ellers er jeg i skrivende stund ved at lade op til denne weekends oplevelser. Vi har lavet forsøg i lab det meste af ugen og det bliver kun værre i de kommende uger, hvor vi desperat forsøger at få forsøgspersoner nok samtidig med at få klemt dem ind i laboratoriets stramme booking-kalender. Ikke mindst derfor bliver det super fedt at køre mod Waitomo Caves og Rotorua i en bil vi lejer. Da Lotte ikke har kørekort, bliver det mig der skal forsøge at køre i den rigtige side af vejen og holde tungen lige i munden. Som en særlig event får vi besøg af studiekammeraterne Mark og Kristian, som tager på ferie i New Zealand i en uge og lander i Auckland på søndag. Det bliver fedt at se dem og udforske store vandgrotter med glow-worms i baderinge og hvad vi ellers finder på! ;-)

Jeg vil slutte indlægget her. Lejligheden ligner lort og vi får besøg af vores tyske venner i aften, hvor vi skal se billeder af deres hiking tour omkring netop Bay og Islands. Så vil jeg også lige høre dem ad, om de kan overtales til at deltage i vores forsøg ude på Tamaki Campus ;-)

I hører fra mig igen, når der bliver tid!

Krammer fra Brian