Med ret avanceret læsestof til både vores hjernekursus og vores projekt har Lotte og jeg haft rigeligt at se til med at sætte os ind i sagerne. Her har lab-træningen været et spændende og mere praktisk indspark i løbet af den forgangne uge. Lottes migræneanfald gør, at hun ikke kan godkendes til TMS-forsøgende, men så er det godt at vi har min og Freds hjerner at sætte fut i istedet.
Jeg var temmelig anspændt og nervøs inden første stimulation, men det var heldigvis ikke alt for ubehageligt. Ved lav intensitet føles det lidt som en lille smølf, der sparker til kraniet. Med høj intensitet er det lidt mere som at få en lille lussing og pga. kranialnerverne, som løber nær stimuleringsstedet (the hotspot), kan kæben også ende med at bevæge sig lidt sådan ved hver stimulering. Heldigvis viste der sig at være en normal forbindelse mellem min hjerne og i hvert fald hænderne, men det havde jeg også regnet med. I næste uge skal det vise sig om der også er andre ting, der fungerer som forventet, når Fred skal bruge mig til noget gengældelse i hans eget forsøg; noget med at se på stemningsbilleder mens der stimuleres med TMS. Alana og Hayley (honor-students) har ligeledes booket mig, men det bliver lidt mere omfattende. Sidstnævntes forsøg omfatter f.eks. MRI (Magnetic Resonance Imaging) af min hjerne på det lokale hospital, så det bliver super spændende endelig at opleve på mig selv! Hayley har desuden lovet mig at jeg må få en digital kopi af min hjernescanning, så det glæder jeg mig lidt til at se!
Som beskrevet i forrige blog-indlæg fik jeg også meldt mig ind i universitetets fitnesscenter – eller Recreation Center, som de har valgt at kalde det. Nu er det normalt ikke noget jeg har tænkt mig at skrive om, men det var en lidt anderledes omgang end hvad jeg er vant til og så har resten af ugen i øvrigt båret pænt meget præg af, at jeg næsten ikke kunne stå op pga. ømheden, så nu kommer det med.
Træningscenteret er ikke særlig smart opbygget med sine tre overfyldte sale og underlige opdeling. Ved nærmere eftertanke er det nok bare vægttræningsområdet, der er ringe, for der er trods alt plads til core-training-, cardiotraining-, spinding- og udstrækningsrum, fysioterapi, gymnastiksal, squashbaner, klatrevæg samt omklædning og bad. Anyway, styrketræningsområdet er proppet med mennesker og maskiner, som ikke giver mening. Hvorfor er det smartere at den maskine, hvor man siddende presser en plade frem med benene, foregår med hovedet lidt nedad og benene opad? Maskinen kunne også findes i en version, hvor selve ryglænet og sædet bevægede sig fra vandret til nedadgående mens gutten pressede på fodpladen og sådan var det med de fleste maskiner. Why?!
Mht. menneskerne, der ikke giver mening, så henvises der her til nok især de små asiatiske drenge, som er stadset ud som skulle de castes til musikvideoer. Vi taler om drenge, som i hvert fald har sat hård og plukket øjenbryn i en time og som får Nick og Jay til at ligne Oluf og Gertrud fra The Julekalender. Det er altså skidt! Til gengæld var der også de helt store gutter, som bare løftede alt de kom i nærheden af, og så selvfølgelig også stønnerne. Jeg har bare slet ikke brug for at høre en mand stønne sådan rigtig højt en gang i sekundet under træningen så jeg ikke kan høre mit Lady Gaga og Katy Perry i øretelefonerne – og så mens han står og kigger på sig selv 10 cm fra spejlet. Lyden er sammenlignelig med den fra mange af profkvinderne i tennis, når de skyder rigtig hårdt til bolden, men her kommer det fra en mand -> nej tak.
Der var nok den lidt lange pause siden jeg forlod Aalborg, men træningen gjorde naller i 5 dage efter. Fik dog taget revanche i fredags, men så passede det med, at en led forkølelse sparkede ind lige bagefter. Inden det gik så galt fik Lotte og jeg dog hilst på Renée, som er vores vejleder i DK (Natalie)s veninde tilbage fra dengang hun arbejdede hernede. Helt uden at have mødt os før hentede Renée os i sin bil og kørte os rundt i Auckland – forbi parker, lystbådshavne og strande, mens hun pegede og fortalte. Hun er meget aktiv i en af de lokale kajakklubber og hun syntes vi skulle få taget os et kajakkursus hernede, så hun kunne tage os med på tur eller træne sammen med os. Hvad sker der for det?! Hun er godt nok super sød og gæstfri.
Nu er Renée oprindeligt fra Sydafrika, men hun kommer alligevel til at stå sammen med resten af de new zealændere, jeg har mødt hernede, som jeg synes er nogle ualmindeligt gæstfri, åbne og søde mennesker med masser af humor. Nu glæder jeg mig bare til her bliver lidt bedre vejr, så vi kan komme ud og se, om landet er så fantastisk flot og spændende, som alle snakker om! :-)
Jeg har fået tilføjet en masse flotte billeder i menuen i højre side. Klik på billedet og sæt slideshowet i gang! Mange flere vil følge. Kan I ha’ det godt så længe :-)
PS. Det passer ikke at jeg hører Lady Gaga eller Katy Perry, mens jeg træner.
