Rugby, radler og mountainbiking!

Rugby, radler og mountainbiking.

Hej folkens! Så er det endelig blevet tid til endnu et indlæg, selvom tid helt overordnet er i groft underskud og derfor bliver brugt mere til skole end sjov, spænding og blogindlæg. Her følger dog et referat af de godt to uger, som er gået siden sidst!

All Blacks
I New Zealand er nationalsporten rugby. Kiwierne er besat af sportsgrenen og af landsholdet, som kaldes All Blacks - måske pga. de sorte spilledragter? Når All Blacks spiller tager mændene på bar, trækker i spilletrøjerne og lever for kampen. Oftest går det godt, for All Blacks er vel pt. det stærkeste hold i verden, men når det går skidt, viser statistikken, at voldsepisoder i hjemmene stiger og at kvindecentre bliver fyldt - det er så meget, det betyder for dem.

Uanset hvad skulle det være en oplevelse at være en del af atmosfæren, så vi tog med vores tyske venner på bar/restaurent for at se den kommende kamp mellem New Zealand All Blacks og Australien Wallabies.
Til højre kan man se Dominik og Ivonne og en kæmpe plade mad på restauranten.

Kampen var en del af Trination Cup, som udover de to nævnte hold også har Syd Afrika med. Vi ankom omkring 2-3 timer inden kampstart for at være sikre på, at der ville være plads ved storskærmen. Dominik havde kort givet mig et overblik over spillets regler, så efterhånden som kampstarten kom tættere og jeg fik hældt nogle øl indenbords, blev jeg helt overbevist om, at jeg faktisk havde ret godt styr på reglerne. I korte træk må bolden kun kastes bagud, men må gerne sparkes fremad. Boldens åndsvage form gør dog, at dens opspring bliver meget uforudsigeligt, så det er lidt et sats, hvis ikke bolden bliver grebet i luften eller din medspiller er hurtigere/heldigere end modstanderen. Ellers gælder det om at krydse modstanderens baglinje. Det giver flest point at løbe over linjen, men bolden skal have kontakt mellem spiller og jorden for at tælle. Der er i øvrigt meget få restriktioner på tacklinger, så det virker som en ekstremt voldsom sport – især fordi spillerne ikke er beskyttet af det samme udstyr, som ved amerikansk fodbold. Når jeg tænker på europæisk fodbold (soccer), hvor det er en betydelig del af sporten at kaste sig på jorden og tude og filme sig til kendelser, så kan jeg faktisk sagtens se, hvad det er, der er tiltrækkende ved rugby. Spillerne går til stålet og det er rå styrke, teknik, overblik og vilje, der gør forskellen og vinder kampen.

Kampen startede med nationalmelodier efterfulgt af All Blacks’ krigsdans ”Haka”. Haka’en stammer tilbage fra stammekrigene mellem de indfødte Maorier og senere krigene mellem de engelske kolonistyrker og har til mål at skræmme modstanderen. Det var fedt at se All Blacks stille sig op på rækker og udføre dansen anført af en maori-spiller, som med et sindsygt udtryk i ansigtet skråller kampråb som bliver efterfulgt af et enstemmigt brøl fra de andre spillere.

Billedet herunder viser en del af haka'en. Indlevelse er vigtigt, for ellers ser det en anelse komisk ud...
All Blacks fik en skidt start på Wallaby-hjemmebanen, men vandt ligeså stille ind i løbet af kampen. Jeg var i mellemtiden mere eller mindre pænt blevet bedt mig om at sætte mig på en barstol, fordi jeg tog lidt for meget blikfang fra nogle af gæsterne bagved, som forsikrede mig om, at de nu havde glædet sig en hel uge til den kamp. En sjov ældre mand på vej mod flere øl havde også mistroisk spurgt mig, om jeg var en Wallaby, siden jeg ikke levede mig ligeså meget ind i kampen som folkene omkring mig. Kampen endte med at All Blacks hev en snæver sejr hjem inden for de sidste 10 minutter, hvorfor der lød et ordentligt jubelbrøl, da kampen blev fløjtet af. Det var svært ikke at leve sig med i fejringen, men jeg blev alligevel spurgt af den samme sjove mand, om jeg nu var HELT sikker på, at jeg ikke var en Wallaby, da han krydsede rummet for at få en sejrsøl. Jep, når det kommer til rugby er jeg helt sikkert en All Black fra nu af – om ikke andet så pga. deres Haka! Kunne være fedt hvis FC Midtjylland fik noget lignende. Måske kunne høtyve og strikkepinde kombineres på en fed måde? Man er vel uldjyde :-)

Radler
En anden aften fik vi tilbragt sammen med tyskerne i deres lejlighed to etager over os. Her fik vi udvekslet billeder fra Fiji og alkohol. Vi blev lokket til at prøve radler (tysk cyklist?!), som blot er en blanding af sprite + øl, som faktisk smager overraskende godt. Modsat havde vi rom + cola med, så vi var godt kørende. Det var super hyggeligt at høre dem fortælle ud fra billederne og lære dem bedre at kende. Dominik og Christian studerer økonomi, som er kombineret med sideløbende praktik i en bank og Ivonne er tidligere dobbelt verdensmester i karate. Det var lidt sjovt at spørge hende, om hun så bare kunne mega meget tæske én, hvis hun havde lyst og så se hende nikke helt seriøst. Man skulle ellers tro, at en dobbelt så tung kropsvægt samt væsentligt længere og stærkere arme og ben havde gjort forskellen, men jeg ville nok have ramt gulvet, inden det blev en fordel. Fedt :-)

Stretch/ABT
Lotte og Ivonne havde aftalt at tage til Stretch/ABT den følgende tirsdag nede ved Recreation Centre og jeg tænkte, at jeg ville tage med. Jeg havde godt nok sagt mig selv, at min styrketræning med korte, tunge serier ikke havde meget tilfælles med udstrækning og mave+balle+lår-serier, men underholdende var det. Især pga. instruktøren, Chris, som jeg vil kategorisere som en super trænet ballet/dansemus. Han indtog podiet, gik i spagat, split og bød os velkommen med en lidt sjov og fimset attitude: ”Okay people, I don’t wanna see any blank faces tonight. I like smiling, but like crying even better! Now, don’t go weak on me and give up, cause that’s just disgusting (/fnis)!” Og så var der ellers bare tæsk til benene, lårene og maven. Jeg havde gjort mig selv til grin ved at stå og kigge spekulativt på kasserne med håndvægte inden vi gik i gang. Efter at flere af pigerne (bl.a. Alice fra vores lab-gruppe) havde hentet vægte, tænkte jeg, at så kunne jeg sgu da også. Men det kunne jeg ikke. Efter to minutters squat-øvelser var mine lår ved at brænde sammen og da vægtene først var blevet sat, fik jeg ikke brug for dem igen, kunne jeg mærke.

Udstrækningsøvelserne var også super pinlige, da mange års fodbold har gjort mine ben alt for stive. Hvad der måtte være af smidighed fra de to års yoga på aftenskole i Aalborg var væk, men Lottes hypermobile led og Ivonnes karate-smidighed klarede øvelserne super flot. Da torturen blev fløjtet af, var jeg helt sikker på, at det var sidste gang jeg skulle se Chris igen, men jeg har nu alligevel fået blod på tanden angående smidigheden – det kunne godt være, at det skulle være det næste projekt for kroppen, selvom der er laaaaang vej.

Billedet herunder er ikke af Chris, men det kunne det lige så godt have været!

Muriwai beach og mountainbiking i Woodhill
Sidste weekend blev Lotte og jeg endnu engang inviteret på tur med Renée, som hentede os søndag morgen i bil ude foran lejligheden. Herfra gik turen til Muriwai beach og Woodhill. Vejret var super blæsende, men heldigvis uden væsentlig nedbør. Muriwai beach er en strand med mørk sand, som normalt er velbesøgt af surfere og nogle store fugle, som laver reder på klipperne omkring stranden. På denne dag, med bølger på mere end 4 meter, var de normale surfere dog blevet hjemme, men til gengæld var der masser af meget modige kite-surfere, som tog kampen op langs stranden. Det var et rigtigt flot naturområde, men ikke just et afslapningsvisit med det brølende og voldsomme hav i baggrunden.

Billedet herunder viser stranden efter lidt opklaring. Flotte fugle beklædte klipperne.

Da vi ankom til Woodhill stilnede vinden mere af, efterhånden som vi kom længere ind i skovområdet. Fra receptionsområdet kunne vi leje mountainbikes og vælge en af de fem tilgængelige ruter i forskellige sværhedsgrader og længde. Det var et kæmpestort og flot skovområde med udfordrende og hårde ruter med indbyggede flyvehop og ballance-bomme, hvis man følte sig modig. Det var en alle tiders oplevelse og rigtig god motion og Renée havde tilmed sørget for mad, drikke, energibarer og kage til turen, så hun havde tænkt på alt. Gad egentlig vide om vi har lignende skove i Danmark, som er ligeså let tilgængelige? I så fald er den slags mountainbiking en hidtil overset oplevelse for mit vedkommende :-)

Billedet viser et af de mere blide hop og balance-bomme i Woodhill.

Status

Ellers er jeg blevet klippet af en japansk frisør, som ikke kunne snakke engelsk. Det var jeg ret nervøs for, især fordi jeg er vant til at blive klippet af min mor. Jeg fik gestikuleret, at jeg ville have det samme garn, som ham, der lige var gået ud af butikken, inden det blev min tur. Dumt ja, men jeg er heldigvis godt tilfreds med resultatet. :-)

Billedet her under til højre viser mig i en MacDonald's butik, men det er ikke vigtigt. Garnet er.

Ellers går det fremad med projekt og kurset. Vi har nu kun tre helvedesfredage tilbage og med en etisk godkendelse i baglommen, er vi så småt ved at være klar til at starte forsøgene og dataopsamling. Nu mangler vi bare at finde mindst 12 forsøgspersoner, udvide LabVIEW brugergrænsefladen så den kan randomisere tre input med forskellige tidsintervaller og så ellers komme i gang med de svære forsøg og databehandlingen. Winston informerede os om, at han gerne så, at vi fik udbygget vores forsøg, så vi opsamler hvad jeg vurderer som 20 % ekstra data fra hver forsøgsperson, så vi får travlt med at sætte os ind i nye sager inden det går løs på mandag.

Det skal imidlertid ikke gå ud over vores weekendplaner! Lotte og jeg skal have færdiggjort vores kajakkursus på søndag, så vi håber på rigtig godt vejr og en god dagstur med flotte omgivelser.

Ellers har vi for relativt få timer siden varmet kreditkortene godt igennem ved at bestille Open Water dykkerkursus til Lotte efterfulgt af Advanced Water Dive kursus til os begge, som vi skal bestå i Poor Knights. Poor Knights er blevet kåret til et af verdens 10 smukkeste dykkersteder. Kendt for sin utrolig sigtbarhed, korallerne, de massevis af spændende fisk og nedsunkne krigsskibe. Det bliver så fedt! Det er seks år siden jeg fik mit dykkerbevis, så jeg er super spændt på at tage næste skridt og kunne dykke helt ned til 30 meter! Vi har bestilt kurserne gennem Global Dive og Lotte begynder allerede på tirsdag. Poor Knights må vente til midt november, hvor vandet også er varmere, så det er en dejlig oplevelse at have i vente!

I hører mere fra mig, når der er flere oplevelser i bagagen :-)

Krammer fra Brian

Bula, Fiji!

Så er vi kommet hjem fra Fiji - en masse dejlige ferieminder rigere, de 9 dages ferie veloverstået. Velkommen til beretningen herom, kære læser og... BULA!

- 1: Søndag d. 29. -

Vores fly fra Auckland til Fiji gik over middag og vi kunne næsten ikke vente med at komme om bord og flyve mod varmere vejr og masser af solskin. Flyveturen tog omkring 3 timer, som blev brugt i selskab med Iron Man 2 og en episode af det amerikanske The Office, så der var intet at klage over.
Vi landede i Fijis største by som hedder Nadi. Straks efter vi var stået af flyet kunne vi mærke den dejlige varme og da vi gik ind i lufthavnsbygningen, blev vi budt velkommen af tre musikanter som spillede en velkomstmelodi. Det var også her vi første gang hørte folk sige bula, som er deres hilse-ord. Bula kan også bruges som opråb og som præfiks i de fleste sammenhænge. F.eks. er vi på turen blevet betjent af Bula-personale, har spist bula-dinner i bula-dining area, købt bula-cola i en bula-bar osv. I kan nok se idéen :-)


Fra lufthavnen blev vi kørt til Smuggler’s Cove, som var vores hotel for den første aften. Beliggende ud til vandet og med pool så dette sted ret godt ud. Vi nød solnedgangen, spiste i restauranten og så på sammen med de andre turister, da en gruppe dansepiger og –mænd opførte danse fra Fiji-øerne og omkringliggende lande i oceanien. En dans vi fik genset et par gange senere på turen havde masser af hverdags-handling vist med ”sejle op ad åen, samle samle kokosnødder og vugge barnet”-bevægelser osv. Højdepunktet i optrædenerne var nok ild-dansen. Der blev tændt ild i begge ender af en eller to stave, som var vædet i en olie, som åbenbart fik ilden til at brænde, så det ikke gjorde ondt at sætte tungen på den brændende olie eller have brændpunkterne på staven til at hvile på fødderne. Det er lidt svært at fange på et kamera uden høj lukker-hastighed, men ilddansen så rigtig godt ud i mørket.

- 2: Mandag d. 30. -

Vi skulle tidligt op og med en bus, som kører turister til Port Denarau, hvorfra bl.a. katamaran-færgen Yasawa Flyer II sejler ud til de mange øer. Se den på billedet herunder. Fiji består af 333 øer, hvoraf Yasawa øerne(nordvest for hovedøen) har bedst vejr og de mest besøgte resorts – i hvert fald af backpackere, som prioriterer oplevelser og billigere priser på udvalgte resorts. Ud fra hvert resort bliver færgen mødt af speedbåde, som læsser turister af og tager imod nye. Vores feriepakke bestod af ophold på 4 af disse Yasawa øer og denne mandag skulle vi starte på den nordligste – Coral View Resort på øen Tevewa. I 5 timer sejlede vi nordpå badet i sol og hård vind på dækket, mens vi tog billeder af de smukke miniature-paradisøer med resorts.

De vi nåede frem til Coral View blev vi modtaget af det venlige personale, der sang og gav og frokost. Resten af dagen gik med afslapning i lænestole ved vandet – for mit vedkommende placeret i skyggen fra et palmetræ, for jeg havde fået brændt mine skuldre af i undertrøjemønster på færgen. Skidt start, men en fortjent advarsel mod en meget stærk sol.

Efter aftensmad var der en slags gætte-danseleg, sat i gang af en ekstremt morsom og energisk fijiansk kvinde, som garanteret har tilbragt nogle år i udlandet og lært nogle party/street udtryk. ”If you’re ready say HELL YEAH!” og ”Dance like it’s on FIRE!”. Selv indtog hun dansegulvet med dybt inspirerende og meget funky dans. Lotte og jeg vandt konkurrencen og selvom vi ikke synes at ”gratis drinks i baren” er det samme som to øl, var vi ret godt tilfredse med præmien alligevel.

- 3: tirsdag d. 31. -

Efter at have fået morgenmad på Coral View fik vi alle skrevet os op til en bådtur ud til nogle grotter med Joe’s Water Taxi. Det passede mig egentlig fint, at vejret var blevet mere overskyet, når nu mine skuldre trængte til en pause. På turen ud til grotter mødte vi bl.a. tre tyskere, Christian, Dominik og Yvon, som helt tilfældigt også studerer i Auckland og bor på samme Waldorf hotel som os! Hvad er oddsne for det?! Dem regner vi med at se noget mere til, for de er super rare. Da vi ankom til grotten gik det snart op for os, at der altså var tale om undervandsgrotter. Heldigvis havde vi standarduniformen på i form af badetøj, så det var intet problem. Hovedgrotten så super godt ud med drypsten i loftet og huller til sollys. Fra hovedgrotten var en undervandspassage på omkring 1 meter, som ledte ind til en relativt uoplyst grotte, som vi svømmede ind i bagefter. Det var en ret unik oplevelse og fedt at prøve, men man skulle passe godt på hovedet derinde i mørket. Tilbage i hovedgrotten fandtes en naturlig klatrevæg, som vi kunne prøve kræfter med. Efter at have fået forevist klatreturen af en Fijianer, fik vi nogle forsøg selv. Selvom overfladen var ekstremt glat lykkedes det mig at klatre hele vejen op på toppen på over et minut og lave en bomber ned i vandet til klapsalver fra alle. Den øjensynligt mindre adrætte Joe forbløffede bagefter alle ved at tage turen på 15-20 sekunder med legende lethed – han må have haft X-faktor!



På hjemturen klarede vejret op til en dag med mere afslapning, læsning, spisning og sludren med andre rejsende samt underholdning om aftenen. Her var aldeles ingen fare for at blive overanstrengt og det var skønt at komme helt ned i gear for første gang i rigtig mange måneder.

- 4: onsdag d. 1. -

Onsdag viste sig at ligge ud med en ordentlig portion regn det meste af formiddagen. Dette kunne vi dog sagtens unde landet, der ifølge rygter ikke havde haft et ordentligt regnskyl på vestsiden i 4 måneder. Da vi blev hentet af Yasawa Flyer var regnen dog stoppet og vi sejlede med spænding mod næste stop, som var Korovou.

Korovou var en anelse mere primitivt udstyret, selvom der var en lækker pool. Resortets placering var dog uheldig i forhold til vindretningen. Vinden havde taget til i styrke og lod til at kunne flytte rundt på liggestole og lignende i poolområdet, som den havde lyst til. Det blev derfor lidt af en indedag. Aftenen bød på mærkværdig underholdning fra de af personalet, som udgjorde ”Bula-boys”: 4 muskelmænd i bar overkrop og blomster i håret, som dansede op til pigerne under en pornorød varmelampe til ”Mr President – Coco Jamboo”. Det synes jeg faktisk var hysterisk morsomt og tog mig lige et smut tilbage til 90’erne :-)

Om det var på Smuggler’s Cove, Coral View, Korovou eller alle steder, at jeg fik noget dårligt mad, er jo svært at vide, men jeg har fra onsdagen til skrivende stund stadig ondt i maven i intervaller, så det er jeg ved at være pænt træt af. Heldigvis er der ikke tale om diarre, som kunne have ødelagt resten af turen, men jeg glæder mig rigtig meget til det lort går i orden…

- 5: torsdag d. 2. -

Den anden dag på Korovou startede ud med skyer, men idet mine skuldre var ved at være på højkant spåede jeg, at vejret nok skulle vende i løbet af dagen. Efter morgenmad fik vi os alle tre meldt til en mantaray-snorkeltur (de hedder vidst rokker på dansk, ikke?). De havde noget ret godt snorkel-gear, men kunne ikke skaffe svømmefødder til en str. 47-48, så det måtte blive barfodet for mit vedkommende. Efter 15 min. I speedbåd med de tre tyskere og to andre danskere, som også boede på Korovou, nåede vi frem til snorkel-stedet og således en opklaring i vejret – lækkert! Her var rigelige mængder koraller og fisk, men ikke så mange mantarays, som forventet. Nikolaj og Lotte fik spottet nogle ret tidligt, men det var først hen i mod slutningen, hvor jeg var kravlet op i båden igen, at et kæmpestort eksemplar viste sig. Den var helt klart værd at hoppe i vandet for: Med ca. 1.5 m ”vingefang” og en helt sort krop, der lyste op omkring de hvide linjer omkring hovedet, var den super flot. Det lignede næsten at den havde skelettet udenpå med neon-lys i - det var det prægtigste undervandsdyr jeg endnu har set.
Da vi kom hjem fra turen, gjorde vi os klar til at skulle videre til næste ø. Korovou viste at tage sig en hel del pænere ud i dejlig solskinsvejr vi nu havde fået, så stedet steg en del i vores anseelse. Inden vi tog videre fik vi at vide, at der boede en dansk mand på øen, som havde været der i 13 år i 6 måneders intervaller. Nikolaj fik snakket med ham og lærte, at det var ræset og stresset i Danmark, der havde fået ham til at søge mod Fiji mere eller mindre permanent. På Korovou havde han således fået bygget et lille hus i samarbejde med de lokale og tilbragte så ellers tiden med at snakke med turister, lokale og slappe af med udsigt over hav og strand fra sin veranda. Hans eksempel sætter nogle tanker i gang, men jeg har svært ved at se mig selv melde mig ud af samfundet og ”stikke af” til en tilværelse væk fra mit netværk og liv om 30-40 år, selvom presset godt kan blive stort engang imellem.

Over middag blev vi samlet op og sejlede mod Waya Lailai, som er en virkelig flot ø, med resortet spredt over flere plateauer. Waya Lailai bød på mulighed for en masse aktiviteter, som vi kunne vælge at betale for. Lotte og jeg besluttede at lægge hårdt ud, og melde os til en solopgangsvandretur næste morgen. Jeg gik derfor ret tidligt i seng – også lidt fordi jeg ikke havde alt for meget lyst til fest med min mavepine.

- 6: fredag d. 3. -

Kl. 5.10 stod vi klar i mørket med vores guide, to engelske piger og to nye danske, som er på udenlandssemester i Sydney. Akkompagneret af en rolig hund, som lod til at kende turen ligeså godt som guiden drog vi af sted. Turen blev hurtigt meget anstrengende pga. høj fugtighed i junglehabitatet og en stejl ”gangsti”. Vi havde begivet os mod øens højeste punkt kaldet White Rock (se den på billedet ovenfor), som var godt 360 meter over havoverfladen, hvis jeg ikke husker helt forkert. I gammel tid havde fijianerne boet i højderne, så de lettere kunne beskytte sig mod rivaliserende stammer. Når der så var krig, kunne krigerne løbe ned og slås mod de plyndre-glade fremmede og så vende tilbage til højderne og deres damer efter en lang dag. Som billedet herunder viser, var der en fantastisk udsigt på toppen, som langt overgik mine forventninger. Guiden havde taget radio med og lod os skyde vores billeder og nyde solopgangen inden vi gik ned ad igen.

Inden middag havde vi meldt os til en snorkeltur – denne gang med fokus på de ”venlige” små hajer i vandet. Vi blev forsikret om, at de ikke ville gøre noget og hvis man ny synes, at de kom lidt for tæt på, skulle man bare sige ”BULA!” til hajerne og så skulle de helt sikkert nok opføre sig ordentligt!

De var en noget turbulent tur i speedbåden derud. Jeg sad i hvert fald for langt fremme i speedbåden til at kunne nyde, at motorerne fik bundgas mod bølgerne, så halebenet og ryggen fik nogle grumme tæsk. Snorkeldelen var dog helt fantastisk med koraller, fisk og 4-5 små bula-hajer, som indimellem blev lokket og fanget af Fiji-mændene, som også kunne finde på at løfte dem op over hovedet så hajerne vrikkede og sprællede forvirret. Lidt synd, men om ikke andet så et anderledes syn og hajerne lod ikke til at blive aggressive af behandlingen.
Vores oplevelse med hajerne er efter hjemvendelse blevet sat i perspektiv af vores danske kollegas tur til Tonga. Bjørn, som vi har kurset ”Advanced Movement Neuroscience” sammen med, blev angrebet af en led haj, mens han svømmede med hvaler sammen med en guide og en flok andre turister. Lotte og jeg regner med at besøge ham på Auckland hospitalet i morgen, hvor han nu ligger efter en del flere operationer i den ene fod. Puha, det var godt, der ikke skete mere og at skaden kunne repareres, så han forhåbentligt kan løbe flere maratons og alle de andre udendørsaktiviteter han dyrker.

- 7: lørdag d. 4. -

Lørdag var en mindre aktiv dag, hvor vi sov en anelse længere. Lotte og jeg besluttede at sejle over til tyskerne på den nærliggende ø i lejede kajakker inden middag. Det var en dejlig tur med roligt vand og masser af sol, men vi har sidenhen fået at vide, at vi lige præcis har misset hinanden, idet tyskerne fik samme idet men vendte om inden vi kom fra land.
Om eftermiddagen blev vi igen hentet af Yasawa Flyer, som skulle sejle os til vores sidste ø – South Sea Island. Her havde vi kun aftenen tilbage og kunne efter ankomst lige nå et få os indlogeret inden vi kunne nyde en rigtig flot solnedgang.
På denne lille ø var vi kun 8 gæster boende, men vi havde en hyggelig aften med kortspil (Shithead, Hourserace og et andet spil, som jeg super gerne vil lære videre, når jeg kommer hjem!). Vores værter arrangerede også et verdensmesterskab i krabbe-ræs, hvor vi kunne satse penge på hver vores indfangede mini-krabbe. Jeg fik en bitter andenplads ud af seks efter en ellers fantastisk slutspurt af krabbe nr. 2 (Thunder) lige efter Lottes vinderkrabbe (Bobby).

- 8: Søndag d. 5. -

Søndag bød på den mest fantastiske tur for her skulle vi med sejlskibet Seaspray på en rundtur omkring de sydlige øer. Jeg havde ligget nervøs hele natten pga. en super hård kuling på South Sea Island aftenen før og havde ikke lyst til vild og voldsom havsejlads i kæmpebøljer. Desværre var der også fuld gang i vinden da jeg stod op, men så indtraf et er det mærkeligste vejrfænomener jeg længe har oplevet. Da vi halvanden time senere gik ombord på Seaspray var der ikke vind nok til at sætte sejl, så turen blev motordrevet og stille og rolig. Mange tak for det :-)

Med fri øl, vin og shampagne, sodavand og BBQ lunch var der sørget for det hele. Solen strålede mens skibet stille kløvede det rolige vand og bl.a. tog os ud forbi den ø, hvor Tom Hanks strandede i filmen Cast Away. Vi snorklede med flere fisk og flere koralrev i vandet omkring denne smukke ø, som vi også gik på land på. Efter en dejlig frokost sejlede vi forbi flere øer, hvor vi besøgte en landsby med lokale på én af disse. Landsbyens primitive huse og bygninger var slående, men bar alligevel præg af kristne missionærers arbejde med vandforsyninger, kirke og forsamlingshus.

Efter en lang dag blev vi sejlet tilbage til Port Denarau og herfra med bus til Smuggler’s Cove, hvor aftensmad og afslapning var på programmet. Ilddanset overraskede ved at være blevet seriøst opgraderet siden den forrige søndag, men nu havde de selvfølgelig også haft en hel uge til at øve sig…

- 9: Mandag d. 6. -

Denne dag stod på tempo-solbadning, leg med strandsand og mere afslapning i det varme vejr på Fijis hovedø inden vi skulle med vores fly, som gik om aftenen kl. 21.35. Bogen blev læst færdig og jeg fik slidt mig til en sidste solskoldning af overarmene inden vi fik vores sidste måltid på Fiji og begav os mod lufthavnen i en taxi, som så ud som om den var blevet kørt ind i et par gange og havde overlevet en ildebrand på forsædet.
Vi ankom til Auckland sent om morgenen (?) og var super trætte, da vi endelig kom hjem i lejligheden. Det har været en fantastisk tur på Fiji, men det er sjovt som man trænger til endnu en ferie til at komme sig over den og få behandlet alle de mange indtryk!
Jeg håber at I nød det lange indlæg. Jeg er i hvert fald blevet træt af at skrive nu! Husk at se billederne i galleriet, som supplerer beskrivelserne mere eller mindre udmærket. Jeg måtte vælge mellem 3 Gb, se det var svært ikke at skære ned til et antal jeg gad at uploade.

Krammer fra Brian :-)