Småsyg, men det var dét værd!

Oplevelsesbogen har fået et par nye sider, så nu er det igen tid til, at jeg får skrevet et nyt blogindlæg, selvom jeg havde håbet at have haft tid til det for længe siden. Indhold: Kayaktur nord for Auckland, ”Songwriter of the Year Contest”-koncert og hiking i Coromandel – hvor sidstnævnte alene var 250 billeder værd på to dage med allerhelvedes godt vejr! Udvalgte billeder kan nydes i galleriet. Velkommen :-)

Kajaktur: The Last Paddle (26/9)

Lotte og jeg havde endelig fået booket vores sidste kajaktur som del i det begynderkursus, som vi startede for længe siden. Vi mødtes i kajak-shoppen om morgenen og blev briefet om dagens tur, som grundet vejrforholdene gik til Takapuna - en bydel nordvest for Auckland centrum, hvor vindretningen denne dag var favorabel. Dvs. modvind ud, medvind hjem, så man ikke dør midt på turen hjemad.

På billedet herunder kan man se Chief Russell give os begyndere og andre klubmedlemmer en sidste forklaring og instruks inden vi sætter ud.

Vejret var dejligt og vinden stille og rolig, så vi kunne nyde turen. På billedet ovenfor kan man i øvrigt se starten af ruten. Vi sejlede langs stranden og klipperne i 4 km, stod af på stranden, spiste sandwich og sejlede tilbage igen.
Billedet herunder viser klipperne, som så ud som om de var skåret ud fra forskellige lag pga. regnens slid på de forskellige jordlag. Det var fedt at sejle rundt blandt små fremspring og forsøge at styre imellem. Man tror det ikke, men byen er lige på den anden side af læ-hegnet af træer. På andre dele af strækningen kunne vi se kæmpe-villaer med egen trappe ned ad klippen til vandet, så der må have boet nogle velhavende kiwier.

Så skete der i øvrigt det, at jeg faldt i vandet. Russell havde demonstreret nogle forskellige, avancerede redningsmetoder, men ingen havde rigtig lyst til at vende rundt med vilje og øve redning. Russell har lært os et ”Brace-stroke”, som er et padle-tag, der kan bruges som en slags sidste udvej, for at undgå, at man falder i, ved at forsøge at sætte fra på vandet med padlen. Problemet er bare hvis man ikke får drejet padlen 90 grader under vandet inden man hiver den op igen er padlen (som nu er dækket af vand) med til at hive én med ned.
Jeg var den yngste og havde den tungeste kajak og den slags padle-tag øver man til det går galt. Jeg havde dog kun brug for et! Jeg fik forceret en overbalance og slået fra med padlen mod vandet men fik voldsomt overkorrigeret og endte med hovedet under på den anden side, fordi jeg ikke kunne bremse bevægelsen. Lotte havde for travlt med at fnise til at rede mig, så jeg spjættede vel nok i det kolde vand i 2-3 minutter inden jeg kom op derfra, men det var nok godt nok at få trænet.:-)
På turen havde vi fulgtes i bil med et ældre israelsk par, Erik og Anat, som tilbød os at komme med dem til Coromandel og hike i den efterfølgende weekend, som en del af en uge-rundtur de havde planlagt på nordøen. Det var rigtig pænt af dem og de ville give os kørelejlighed, info om booking af hytte og låne os udstyr.
Da vi kom hjem så vi på billeder af området, omkostningerne og vejrudsigten, som indikerede, at det ville blive perfekt vejr, så tog glade i mod tilbuddet. Kajakkurset har givet os nogle rigtig gode oplevelser og givet os adgang til et netværk af eventyrlystne mennesker, som vi kan trække på erfaringer fra, så det har helt klart været penge, som var godt givet ud!

Singer-Songwriter of the Year Contest (29/9)

Fra forskellige opslag rundt i byen og reklamer i radioen havde jeg fået nys om en koncert, som var en konkurrence mellem de bedste sangere/sangskrivere blandt de musikstuderende i Auckland. For 18$ kunne man blive del af publikum i en lille, personlig sal, måske med plads til 120 mennesker inkl. dommere.

Vi kendte ikke musikerne eller deres numre på forhånd, så vi mødte op uden rigtige forventer, men fulde af spænding, på en onsdag aften ved Auckland Maidment Theatre. Salen kan ses på billedet herunder.

Det var en super god aften. De seks finalister var super dygtige og leverede alle noget meget forskelligt pop-musik. De blev hjulpet af et band med tre professionelle musikere samt deres medstuderende som kor og på andre instrumenter. Mens dommerne voterede i langt over den estimerede tid, var der optræden fra vinderne af gymnasium-konkurrencen, som var mindst lige så gode som de universitetsstuderende, synes jeg. På billedet herunder kan man se en lille version af en lille pige, Janine Foster, som løb med sejren. Det kunne være fedt at høre noget mere af hendes musik i fremtiden, hvis hun kommer videre med det. Hun var i hvert fald dygtigt og super god på en scene :-)

Ved prisoverrækkelsen blev der sagt en masse fine ord og en sanger, som jeg har glemt navnet på, men som åbenbart er ret stor hernede, sluttede med at give finalisterne nogle musiker-råd med fra karrieren; noget med, at de af hendes gamle skolekammerater, som var blevet partnere i advokatfirmaer og overlæger osv., alle havde haft en flot karriere, men de havde kedet sig med jobbet, så hun synes det var rigtig fedt, at finalisterne havde valgt musikkens vej, hvor mulighederne var uendelige osv. Ja tak, musik er fantastisk, men ville dog være fjollet at vælge som livsvej, hvis man ikke har talent for det, vilje til at øve i rigtig mange tusinde timer og heldet til at slå igennem blandt tusindvis af andre, hvis man vil tjene gode penge på det. Så må alle os andre stille os til tak med et kedeligt liv og intetsigende job imens :-)

Coromandel Hiking (2/10 – 3/10)

Lotte og jeg blev hentet af Eric og Anat lørdag morgen kl. 9 uden foran lejligheden, hvorfra turen gik mod Thames, Coromandel, som ligger sydøst for Auckland – omkring 2-3 timers kørsel derfra. Allerede omkring 30 mins kørsel fra Auckland begyndte landskabet at ændre sig radikalt, med kæmpestore grønne marker på og omkring større og mindre bjerge med vandløb ind og ud imellem. New Zealand er åbenbart ved at bevæge sig væk fra fåre-produktion, fordi der ikke længere er så mange penge i det. Vi så derfor flest køer på markerne, men får, rådyr og heste var også til at få øje på engang imellem.
Billedet herunder viser dét skilt, som vi blev mødt af på parkeringspladsen, hvorfra opstigningen begyndte. Vi havde booket Pinnacle Hut, som var estimeret til at tage 3 timer, men det var nok med en daypack, så man kunne gå hurtigt – vi brugte i hvert fald 4,5 - 5 timer pga. vores tunge rygsække og indlagt frokostpause.

Området var helt utroligt smukt! New Zealand er sådan et frodigt land, fyldt med træklædte, grønne bjerge lange floder, vandfald og en dejligt masse gangbroer, til at krydse dem. Der er gjort meget ud af, at naturen skal være lettilgængelig. De fleste hikingruter er afmærkede, kan findes på et kort fra internettet og er ofte forsynet med hytter eller campingpladser. De fleste byer har en afdeling fra Department of Conservation, der sørger for at naturen bliver beskyttet og er faciliteterne er iorden. Ligeledes er der Search and Rescue personale, som kan tilkaldes, hvis hikere ikke er vender tilbage som forventet.
Herunder er Lotte i gang med at krydse en flod på en af de smalle og gyngende gangbroer.

Eric og Anat er nogle meget spændende mennesker. Det viste sig, at Eric er lidt af en stor kanon indenfor videnskaben. Bag et par meget buskede øjenbryn gemmer sig en mand, som har studeret afgrøder og insekter og undersøgt, hvordan landbruget kan beskyttes mod skadelige mider og hvordan plantevækst opfører sig under forskellige forhold. Han har brugt de sidste mange år på at rejse rundt på Jordens fleste kontinenter, hvor han deltager i konferencer og holder gæsteoplæg. Hvis der har været en relevant konference i et hvilket som helst land, så har Eric været der – ofte det hele betalt, fordi han er god til sit arbejde. Efter konferencerne rejser han derefter rundt i landet og oplever naturen – ofte sammen med Anat og indimellem deres børn.

Anat er uddannet psykolog og har arbejdet med evnebesværede børn, mere specifikt en alternativ måde at forcere læsevanskeligheder ved at træne koordinationen mellem arme og ben – detaljerne skal vi ikke komme ind på her, men teknikken anvender kortikal plasticitet, lidt som den forskning Lotte og jeg har med at gøre, så vi var på bølgelængde på den område i hvert fald. :-)
Herunder ses Eric og Anat efter 2-3 timers hård opstigning ad tusindvis af bjerg-trappetrin.

Det var fedt, at Eric kunne fortælle om planterne samt insekt- og dyrelivet på vejen op ad Webb Creek Track, som ruten hed. Det var med til at give oplevelsen en ekstra dimension og der var også masser af historier fra eventyr i alverdens andre lande, så tiden fløj af sted. Ikke desto mindre var det en super hård tur. Jeg er ikke vandt til at bære en tung rygsæk op ad så stejle stigninger så længe ad gangen, så det var dejligt endelig at nå frem til Pinnacle Hut og hvile benene og få aftensmad.


Billedet herunder viser udsigten fra Pinnacle Hut’s varanda, hvor jeg gør mit bedste for at skjule, hvor udmattet jeg er!

Inden aftensmaden besluttede vi dog at tage dagens sidste stigning og gå mod toppen af ”The Pinnacles”, som ligger godt 760m over havets overflade (Pinnacle Hut: 650m, så vidt jeg husker). Vi nåede næsten helt mod toppen, hvorfra vi kunne nyde en fantastisk udsigt, mens solen var på vej ned i fuld fart. Vi måtte vende om inden det blev for mørkt til at gå ned igen, men vi besluttede at gå derop igen næste morgen, for at kunne se solopgangen fra bjergtoppene.

Omkring kl. 20 var jeg ved at være så træt, at jeg ikke kunne holde mig vågen længere, så det blev en tidlig sengetid og så skulle vi i øvrigt op igen næste morgen kl. 5 for at være klar. Hytten blev rigtig kold om natten. Med plads til 80 mennesker var det ret dumt at jeg ikke havde fået taget ørepropper med, men det gik nu okay, selvom jeg ikke just var udhvilet, da vi stod op igen!

Billedet herunder viser udsigten, som vi kunne nyde, mens vi gik op ad bjerget fra hytten mod toppen. Jeg var rigtig træt i benene fra dagen før, så jeg kunne nok forestille mig, hvor udmattende en dag det ville blive.

Efter morgenmad tog vi en anden og lidt længere rute ned ad bjerget, fordi vi havde god tid. Billy Goat Track havde fået sit navn, fordi den var rigtig rigtig stejl og derfor bedst egnet til bjerggeder – måske især dem som hed Billy..!

Turen ned bød på ligeså fantastiske udsigter, om end den var super hårdt for knæene, som efterhånden blev mere og mere gelé-agtige.
Herunder kan ses et billede på ruten, hvorfra vi spottede et vandfald. På den store version af billedet kan man se et hold eventyrere, der er ved at rappelle nedad vandfaldet – garanteret en hurtigere vej end vores!

Tiden endte også med at løbe fra os. Da vi endelig nåede bunden måtte vi skynde os mod Coromandel Town, hvorfra min og Lottes katamaran sejlede tilbage til Auckland. Det blev lige lovligt tæt på, at vi ikke nåede den og vi var helt lede ved at skulle smutte fra Eric og Anat i sådan en fart efter at de havde kørt os næsten halvtreds kilometer. Det var godt nok rigtig pænt af dem! Vi håber at se dem igen på en anden kajaktur, som klubben arrangerer til Bay of Islands den forlængede weekend fra d. 23/10 – 25/10. Vi skal bare lige have lagt alle detaljerne på plads og skaffet noget ekstra camping-udstyr :-)

Efter at være kommet hjem fra turen er jeg blevet lidt småsyg med forkølelse og ondt i halsen. Enten skyldes det at tvillingesøsteren Tina fik det samme hjemme i Danmark, eller også var det den kolde nat og de benhårde (!) strabadser. I hvert fald var det det hele værd. Jeg har aldrig set noget lignende og glæder mig utroligt meget til at få tid til at rejse mere i New Zealand!

Hvad sker der?!

Ellers er jeg i skrivende stund ved at lade op til denne weekends oplevelser. Vi har lavet forsøg i lab det meste af ugen og det bliver kun værre i de kommende uger, hvor vi desperat forsøger at få forsøgspersoner nok samtidig med at få klemt dem ind i laboratoriets stramme booking-kalender. Ikke mindst derfor bliver det super fedt at køre mod Waitomo Caves og Rotorua i en bil vi lejer. Da Lotte ikke har kørekort, bliver det mig der skal forsøge at køre i den rigtige side af vejen og holde tungen lige i munden. Som en særlig event får vi besøg af studiekammeraterne Mark og Kristian, som tager på ferie i New Zealand i en uge og lander i Auckland på søndag. Det bliver fedt at se dem og udforske store vandgrotter med glow-worms i baderinge og hvad vi ellers finder på! ;-)

Jeg vil slutte indlægget her. Lejligheden ligner lort og vi får besøg af vores tyske venner i aften, hvor vi skal se billeder af deres hiking tour omkring netop Bay og Islands. Så vil jeg også lige høre dem ad, om de kan overtales til at deltage i vores forsøg ude på Tamaki Campus ;-)

I hører fra mig igen, når der bliver tid!

Krammer fra Brian