Midt i en studieperiode, som har bevæget sig ind i den sidste og mest travle fase, tog vi os friheden til at slippe væk fra det hele. Vi lejede en bil og smuttede i en selvudnævnt forlænget weekend. Her følger blog-indlægget, som fortæller om de fire dejlige dage som fulgte.
Lørdag d. 9/10: Rotorua
I dagene op til weekenden havde vejrudsigten været uenig med sig selv om, hvornår og hvor, der ville falde regn. Heldigvis endte vi med at træffe den mest optimale beslutning: Vi ville køre til Rotorua sydøst for Auckland mens det regnede i vest og senere køre mod Waitomo sydvest for Auckland, som mandag og tirsdag ville befinde sig mellem regnen i øst og nye regnbyger fra Sydøen. I Waitomo havde vi også aftalt at mødes med Mark og Kristian (vores to studiekammerater, som tilbringer et semester i Adelaide, Australien), som har en uges ferie på Nordøen i New Zealand.
Lotte og jeg havde dagene inden booket en bil gennem Explore More. Lørdag formiddag tog jeg således ned og hentede den lille Mazda Familia, som kan ses i billedet herunder.
Idet Lotte ikke har kørekort, var det ikke svært at beslutte hvem der skulle sidde bag rettet. Jeg var lidt nervøs for at skulle fræse rundt i venstre side af vejen – især i travle Auckland. Jeg har heldigvis haft et par måneder til at følge trafikken fra skolebussen, så jeg var alligevel fortrøstningsfuld. Det gik også fint med at hente bilen – i hvert fald papirarbejdet og også med at finde den side, hvor rettet sidder, da jeg steg ind i bilen, men så så jeg gearstangen. Jep, fuldautomatisk gear… pinligt! Jeg fik lige en hjælpende snak med en gut fra værkstedet og så var det ellers af sted. Da jeg drejede ud på vejen satte vinduesviskerne i fuld gang i stedet for blinklyset, men derfra gik det også fint ;-)
Set i bakspejlet tog det mig faktisk kun 1-2 dage at blive komfortabel nok i trafikken til, at jeg kunne begynde at sidde og give alle de andre bilister gode råd om, hvordan de kunne køre meget bedre. Sådan er det vel ;-)
Turen gik som sagt til Rotorua, som ligger 3-4 timers kørsel væk – omkring 350 km så vidt jeg husker. Maori-folket er et meget praktisk folk hvad angår deres stednavne, som fungerede lidt som retningsangivelser i gammel tid. F.eks. betyder Rotorua ”den anden sø”, fordi byen ligger tæt på en stor sø, som på navngivningstidspunktet var nummer 2 til at blive opdaget. Rotorua er den by, hvor der procentvist bor flest maori – ca. 40% af de 60.000 indbyggere, hvor de på landsbasis kun udgør 7%. Byen er primært kendt for at være omgivet af geo-termiske områder, som udgiver svovlgasser. Det var rigtigt spændende at gå rundt langs kysten i Rotorua og se gashullerne, men der lugter bare rigtig meget af æggeprutter! Herunder kan man se Lotte foran at ildelugtende mudderhul, som bobler med gasser. Dem var der mange af!
Vi fik checket ind på et rart og fint hostel, som vi stort set havde for os selv. De havde endda rigtige dyner i stedet for blot at have det sædvanlige lagen + tæppe (duvét), som vi også sover med til dagligt. Efter at have gået rundt i Rotorua nogle timer fandt vi en rigtig god indisk restaurant, som vi spiste ved. Jeg er i det hele taget gået hen og blevet rigtig glad for indisk mad, som vi også ofte spiser til frokost. Hernede er de gode til at lave retterne milde eller milde/medium, så de passer perfekt til, hvad mine smagsløg synes er behageligt. Jeg er nemmelig ret sikker på at traditionel indisk mad er en hel del stærkere end ”turist”-udgaven.
Søndag d. 10/10: Rotorua – White Island
Hjemmefra havde vi booket en tur ud til den aktive vulkan kaldet White Island – navngivet af engelske Kaptajn Cook, som i det hele taget var den første hvide mand på pletten de fleste steder i de Australske og New Zealandske farvande. Det er i øvrigt en ret spændende historie, vil jeg tro, om en mand, der som nævnt sejlede vidt omkring inden han endte sine dage i madgryden hos en stamme på Hawaii. Hans kahytdreng, hvad end sådan én laver, mistede han vist nok til maori’erne. Jeg forestiller mig et besætningen er faldet fra lidt efter lidt – snuppet af kannibaler fra forskellige stammer. Skræmmende!Anyway, White Island er den ene af New Zealands to aktive vulkaner – hvor den anden er fesen og den her er den sejeste. Nu indeholder ”aktiv” desværre ikke, at den spyr ild og lava, men den udsender masser af dampende gasser og kan være mange hundrede grader varm ved overfladen. Desuden er der altid risiko for, at den kan gå i et eksplosivt udbryd, hvor sten flyver rundt med projektilfart, hvilket sidst skete i 2006 en aften – dog i mindre skala.
I New Zealand er vulkanerne alle rangeret fra 0 – 5, hvor 0 gives til en vulkan, som er inaktiv og 5 gives til en vulkan, som er i overhængende fare for at gå i udbryd og som i øvrigt ville ødelægge hele New Zealand og dække landet i magma, hvis den gjorde det. Så ville alle beboerne blive nødt til at flygte til Australien. White Island er heldigvis kun en 1’er, fordi den ligger 1,5 times sejlads fra kysten. Herunder kan man lige skimte vulkanøen i det fjerne fra det flotte skib, som sejlede os fra kystbyen Whakatane.
Turen på vulkanen var selvfølgelig guidet. Vi fik uddelt gasmasker og Byggemand Bob-hatte. Gasserne er ikke decideret giftige, men fremtvinger ofte hoste, så masken kom tit i brug, når vi gik gennem røgen. Vi fik en masse at vide om vulkanens historie, som jeg kun delvist kan huske i skrivende stund. Vulkanen blev købt for to tønder rom af maorierne og er 2-3 gange blevet forsøgt brugt til udvinding af svovl men uden særlig meget held på bundlinjen. I hvert fald blev vulkanen købt af advokaten, som var tilknyttet det sidste selskab, som forsøgte sig. Beløbet er ukendt og manden skulle have udtalt, at den mest blev købt, fordi det kunne være fedt at sige, at man ejede en vulkan. Siden blev turisme indført og mandens efterkommere er siden blevet blandt de rigeste i New Zealand. Pt. ejes vulkanen af mandes tre børnebørn (tre advokater…), som indkasserer 3,6 mio. NZD årligt og de har lige sat priserne op.
På billedet herunder ses guiden, som bar rød hjelm, fordi han var den som vidste mest. Den samme farvekode går i øvrigt igen på de danske studenterhuer, hvor dem med de røde bånd, er dem, som ved mest ;-)
Det var en meget unik oplevelse at færdes på vulkanen og høre om de hårde kår og livshistorier fra de mange arbejdere, som havde arbejdet på vulkanen i minimum 6 måneder. Grundet syren i gasserne bliver alt metal ødelagt, når det blev udsat for luften i længere tid. Derudover var der risikoen for stenskred og andre meget farlige naturfænomener, som ofte kostede arbejdere livet. På billedet herunder kan man se mig, hvor jeg lige umiddelbart har overlevet strabadserne, inden vi tog tilbage til skibet i en lille motoriseret gummibåd.
Fra båden tog Lotte og jeg som de eneste en dukkert i det 16-17 grader kolde vand (bevismateriale findes i billedgalleriet). Vandet rundt om vulkanen var meget lyst pga. svovlindholdet og skulle efter sigende give dykkere en ret enestående sigtbarhed og byde på spændende dyreliv. Lige umiddelbart fik vandet mig vist bare til at lugte endnu mere af svovl, som stadig hang i huden efter 3 dage og adskillige bad senere – måske fordi jeg ikke var helt færdig med svovlbad for denne dag.
Dag vi kom i land skulle vi nemlig slutte dagen i Hell’s Gate, som er placeret 10-15 mins kørsel fra Rotorua. Hell’s Gate fik navnet af en engelsk forfatter, som syntes at stedet lignede en indgang til helvede med de mange dampende, boblende mudderpøle og udtørrede planter. Billedet herunder giver en lille forsmag på en af de mindre pøle.
Vi var ankommet til attraktionen kl. 17 og havde derfor området og en guide for os selv det meste af tiden. Stedet havde været tilholdssted for en maori-stamme, som havde boet i en skov på en forhøjning omgivet af de termiske huller. Når de rivaliserende stammer var kommet for at stjæle deres værdier og damer, havde beboerne stået i skovens udkant og hånet modstanderne til at kommer nærmere. Uden at kende områdets uforudsigelige struktur var fjender trampet fremad og styrket igennem den tynde skorpe og blevet brændt nede fra og op. Når de så alle var døde blev ligene smidt i en pøl med en ph-værdi på omkring de 0, så de kunne blive opløst i en fart. Smart og ulækkert samtidig.
Andre af pølene var tempereret til at bade i og var forbundet med meget mystik og helende kræfter. Mange af pølerne har et meget højt mineralindhold og bliver i dag besøgt af folk med uhelbredelige hudsygdomme, som håber at på at finde lindring eller helbredelse.
En speciel type mudder som fandtes i området var ”hvid mudder” eller ”magisk mudder”, som vores guide kaldte det. Den bløde, men størknede mudder på nogle få af klipperne omkring pølene, kunne nedbrydes i håndfladen ved at trykke det sammen mellem hænderne til det blev flydende (svag molekyleopbygning). På billedet herunder har jeg, på opfordring af guiden, lagt en ret dyrebar, stribet ansigtsmaske. Farmaceut firmaer har forsøgt at købe sig til de unikke klipper for et milliard-beløb (i dollars), for derefter at sælge mudderet i dyre domme, men de var ikke til salg.
Derudover er Hell’s Gate også indehaver af det største varmvands-vandfald på den sydlige halvkugle, som kan ses på billedet herunder. Vandfaldets navn kunne oversættes til en mægtig maori-krigers urin, som jo udmærker sig ved at være sterilt og således rensende. Vandfaldet var forbudt for kvinder og blev brugt af mændene, når de vendte hjem fra krig. Mændene ville garanteret bare gerne have det for sig selv og fandt på en historie om, at det altså var meget hellig tis :-)
Aftenen ved Hell’s Gate sluttede med at bade i en hot pool, som var 39-40 grader varm. Det var super dejligt og afslappende, men mine badeshorts lugter bare rigtig meget af svovl stadigvæk efter tre vask– ad! :P Jeg må se at have fat i noget stærkt parfumeret vaskemiddel, der kan tage sig af det!
Mandag d. 11/10: Waitomo – Black water rafting
Næste morgen i Rotorua vågnede vi til et ordentligt regnskyl, så det var godt, at turen gik mod vest og Waitomo Caves, hvor vi skulle mødes med Mark og Kristian. Lotte havde fundet et hostel til os alle, som havde en fantastisk udsigt og lå inden for 1 minuts gåafstand fra et tour-selskab, som bød på black water rafting i de famøse Waitomo Caves: Et 300 km2 stort netværk af grotter, som er fyldt med selvlysende orme kaldet Glow worms. Nedenfor har Mark taget stand på en gangsti omkring vores hostel, hvorfra vi nød udsigten og det dejlige vejr. 
Vi havde booket ”Black Water Rafting”-turen kl. 13.30, så det passede med, at vi var klar til at give den gas efter frokost. På billedet herunder kan ses holdets 11 deltagere udrustet i modificerede våddragter og lygtehjelme, som ikke ligefrem får os til at se skide smarte ud. Yderst fra højre har vi Mark, mig og Lotte og Kristian viser god stil nederst foran.
Selvom dragterne var grimme, var de uundværlige i det iskolde vand, som vi skulle bade rundt i sammen med vores baderinge under jorden. Det var en super fed oplevelse at begive sig gennem den underjordiske grotte samme med de to guider - indimellem kun oplyst af de mange lysende orm. De lysende orm var dog i virkeligheden maddiker, som kunne producere selvlysende lort, der hang i strimler ned fra loftet, men det var stadigvæk flot som en stjernehimmel i det kolde, stille mørke :-)
Billedet nedenunder viser et kunstigt oplyst gruppebillede inde fra grotten, hvor de danske vikinger har placeret sig yderst til højre.
Grotten, som vi sejlede igennem, havde fået navnet ”Den of Dogs” af en maoristamme, som oprindeligt havde fundet en flok på omkring 40 vilde hunde i hulen. Hundene havde overrasket krigerne og snuppet deres jagtfangst, så høvdingen besluttede at de skulle følge efter hundene til den skjulte grotte. Da krigerne havde slået alle hundene ihjel, kunne de bruge deres pels og kød til at blive store og stærke, så høvdingen syntes, at grotten skulle opkaldes efter hundene for at ære deres minde. Hulerne i området blev efterfølgende brugt som gravkamre og var meget hellige for stammerne. Således er en del af gravkammer-grotterne ikke tilgængelige for turisterne, men i dette område er store, flotte grotter til fremvisning heller ikke ligefrem i underskud.
Efter et rigtig dejligt, dampende, varmt bad og suppe brugte vi det sidste af eftermiddagen på at køre rundt i det smukke område i jagten på New Zealands mest fotogene vandfald (kåret). Efter en god lang tur og rigtig rigtig mange hårnålesving nåede vi frem – og se engang herunder! Det var hamrende flot og sammen med lyden af den fossende, kraftfulde vandmasse, der tordnede udover klipperne, fik det én til at føle sig skrøbelig – på den gode måde :-)
Tirsdag d. 12/10: Waitomo – Snuden hjemad
Denne sidste dag på turen startede vi ud med at hilse på vores hostels søde, små dyr og ellers nyde det gode vejr. Kl. 9 skulle vi endnu en tur ind i Den of Dogs, for på gåben at udforske andre dele af grotten. Denne tur bar præg af, at kunne oplyses af kunstigt lys langs alle gange og være tilgængelig for kørestolsbrugere grundet stien bestod af en gangbro helt uden trin. Det gav en lidt mere kunstig og beskyttet oplevelse, end vi havde fået dagen før, men var en god mulighed for at kunne se, hvordan grotten rigtig så ud med de mange drypstens underlige formationer dannet over de sidste mange millioner år. Nedenfor kan ses et gruppefoto inde fra grotten.
Som det sidste billede viser, fik vi også chancen for at se mere nøje på de kære glow worms og deres strimler af lort, mens guiden lyste på dem med en utrolig stor lygte – et billede som ellers ikke er muligt fordi flash-billeder af glow worms er no go.
Efter en frokost på café med udsigt over de urimeligt grønne hobbit-bakker og den dejlige sol måtte Lotte og jeg til at vende snuden hjemad mod Auckland, som var godt 3,5 timers kørsel væk inkl. eftermiddagstrafik. Vi skulle aflevere bilen og Lotte skulle til dykkerundervisning, så det kunne desværre ikke være anderledes. Vi tog afsked med Mark og Kristian, som fortsat er på bilferie på Nordøen i skrivende stund. Herfra er der i hvert fald krydsede fingre for fortsat godt vejr og gode oplevelser på vejen.
Jeg vil stoppe skriveriet for denne gang og tænke dataopsamling og projekt til og med weekenden, hvor timerne nok kommer til at stå på oprydning og projektskrivning, så vi kan få indhentet noget af det forsømte, indtil Mark og Kristian kommer forbi om aftenen om søndagen. Derudover krydser jeg fingre for godt vejr til Lotte, som skal have sine certificeringsdyk i weekenden. Håber det bliver super fedt!
Krammer fra Brian
Ingen kommentarer:
Send en kommentar