Dykkerweekend ved POOR KNIGHTS! :D

Fredag d. 12 november begav Lotte og jeg os ned til dykkerklubben nær Auckland havn. Oplevelserne vi havde i vente var en dykkerweekenden ved Poor Knights, som er blevet kåret til et af verdens 10 bedste dykkersteder. I løbet af weekenden skulle vi desuden tage et avanceret dykkerkursus, som er en viderebygning af det begynderkursus, som giver lov til at dykke ned på 19 meters dybde. Dagen gik egentlig med at få fyldt vores bagage i en bil og få et lift af to andre, som skulle med på turen. Det tog godt 3,5 timer at køre op til den lille by hvorfra vi skulle sejle den følgende dag. På turen gjorde vi et stop for aftensmad og fik noget junkfood, som formåede at sætte en anden kæde som McD i et ualmindeligt godt lys, fordi det var så tarveligt. Vi fik os indlogeret på skibet ved navn Pacific Hideaway, som vi skulle bo på og dykke fra de næste par dage. Det var en rigtig fin skude og de andre passagerer samt Kaptajnen virkede til at være nogle rigtig flinke og sjove mennesker.


Billedet herunder viser skibet, da solen var ved at gå ned.

Næste dag kl. 9 sejlede vi af sted efter at vi havde fået noget morgenmad. Sejlturen ud til Poor Knight øerne tog en time, som gik med at nyde det dejlige vejr og forberede det første dyk sammen med dykkerinstruktøren, Tara, og de to andre, som også skulle have kurset. Tara var rigtig dygtig, og meget pædagogisk og tålmodig, så der var ikke noget at være bange for. På billedet herunder kan ses de kasser vi hver opbevarede vores dykkerudstyr i, mens ilttankene blev fyldt op på ny.

Der er desværre ingen billeder af dykkene undervands, da jeg ikke havde noget undervandskamera. Havde jeg haft bedre tid, kunne jeg garanteret finde en masse billeder på dykkerklubbens hjemmeside. Læserne henvises til i stedet at google Poork Knights og diving for nogle indtryk om i så lyster.


De dage vi var der, var sigtbarheden rimelig okay, men jeg var egentlig lidt skuffet over, hvor relativt få fisk der var - ihvertfald i sammenligning med Great Barrier Rief, som jeg dykkede ved dengang i Australien. Det var dog som om det blev bedre i løbet af turen, men pga. forårssæsonen var vandet helt fyldt med små vandmænd-lignende klatter… måske det egentlig var fiskeæg omgivet af gele. De var overalt i millionvis og vi skulle lige vende os til at svømme igennem dem uden at ville op til overfladen og råbe ”AAAADDDDDD”.

Første dyk var et Peak Performance Buoyancy dyk, hvor vi skulle vise, at vi kunne styre "balancen" i vandet og hæve og sænke ved kun at bruge vejrtrækningen. Da jeg havde fået våddragten på hoppede jeg i vandet, men blev egentlig hurtigt lidt skidt tilpas, fordi det var så koldt og jeg gispede efter vejret. Jeg kunne sagtens mærke, at jeg ikke var helt mentalt forberedt på at skulle dykke i kulden og jeg var anspændt og nervøs og begyndte næsten at hyperventilere (og fik slugt et par ordentlige mundfulde klamt vand i processen! Formentlig uden fiskeæg+gele, men FØJ!). Et par meget dybe indåndinger hjalp dog på sagerne, men alt i alt synes jeg slet ikke det var en rar fornemmelse, må jeg indrømme. Vi klarede alle vores opgaver under vandet, men det var rart lige at komme op og tænke over, hvordan jeg havde reageret nede i vandet og få det lidt på afstand. Jeg kunne passende tænke over det, mens jeg lå i solen og tørrede, som på billedet herunder.

1½ time senere skulle vi til vores næste dyk, som handlede om at navigere. Jeg var meget bedre forberedt på kulden fra vandet og hele følelsen af at trække vejret under vandet denne gang, så det gik faktisk rigtig godt. Herfra synes jeg kun, at jeg blev bedre for hvert dyk, og fik rigtig godt styr på vejrtrækningen og balancen osv. Navigationsopgaven gik fint og også denne prøve blev bestået. På billedet herunder kan vi se, hvordan jeg udstråler selvsikkerhed og kompetence – wow en flot fyr.

Det tredje dyk var et "fornøjelsesdyk", fordi det ikke var en del af kurset. Det var egentlig sjovt at dykke rundt på egen hånd sammen med Lotte og prøve at signalere, hvad vi havde af planer. Vi svømmede ind i en undervandsgrotte, som vi havde hørt indeholdt et lufthul øverst. Vi fandt dog aldrig det rigtige, for dér hvor jeg prøvede at stikke hovedet op, var det kun 1-2 cm over vandoverfladen – så ville jeg alligevel hellere trække vejret gennem luften fra ilt tanken, som jeg var blevet ret gode venner med :-)

Inden vores fjerde dyk fik vi spist aftensmad og ventet til det blev mørkt udenfor. Vi skulle nemlig på natdyk det samme sted, som vi havde svømmet ved det tredje dyk. På billedet herunder kan ses solnedgangen fra båden.

Det var en noget speciel oplevelse at lade sig synke ned i det helt sorte, kolde vand med en lille lygte i hånden. Jeg havde prøvet det før i Australien, men det er nu stadig en ret klaustrofobisk oplevelse :) Dykningen gik dog fint og vi klarede også alle de opgaver, som Tara stillede os. En lag dag var overstået og vi havde fået gennemgået hele fire dyk. Vejret havde været helt fantastisk og jeg krydsede fingre for, at vejret ville blive ligeså godt næste dag. Selvom båden vippede lidt meget, havde jeg ingen problemer med at falde i søvn :)

Næste morgen var vejret igen rigtig dejligt. Dagens første dyk var et "dybdevandsdyk" hvor vi skulle ned på ca. 30 meter, hvilket er dét, som hele kurset handlede om at certificere os til. Det er ret farligt at dykke så langt ned, hvis man ikke har styr på farerne ved det. Jeg er normalt ikke en bangebuks og elsker udfordringer og adrenalin kicks, men det var ret svært ikke at tænke over, hvor langt man befandt sig under vandet, hvis noget skulle gå galt.

Dybdevandsdykket gik dog fint og jeg mærkede ingenting, selvom Shane fra kurset fik det skidt og måtte have en del hjælp af Tara for at komme sikkert op derfra. På sådan en dybde kan man opleve en nitrogen-narkose, som eftersigende kan få én til at føle sig høj og skæv på samme tid, men for ham var det mere en ubehagelig følelse af kvalme og svimmelhed, så det var rigtig synd. Der skal åbenbart mere end 30 m til at få en farmer-søn fra Ikast til at få både nitrogen narkose eller dybdevandskvalme:-)
Det sjette dyk var endnu et "fornøjelsesdyk" så vi fik svømmet os en okay tur og fik set en masse sting rays (rokker) og massevis af fisk! Det var helt klart det bedste dyk på turen, selvom vi havnede det forkerte sted i forhold til båden og måtte dykke lidt ned igen for at komme nærmere :) Lotte fortalte mig bagefter at en stor sting ray havde fulgt efter mig en meter over mit hoved en del tid. Tara forklarede os senere, at de godt kan lide at blive kildet på maven af iltboblerne fra dykkere. Inden det sidste dyk, som var nærmere havnen hvorfra vi startede, fik vi os en dejlig sight-seeing tur rundt om Poor Knights øerne, som var helt fantastisk. Billedet herunder er taget inde fra en kæmpe stor grotte, som var fremkommet ved et vulkanudbrud, hvor en meget stor lavaboble var sprunget ud og dannet fundamentet for grotten. Vi fik også historien om, hvorfor Kaptajn Cook havde navngivet øen Poor Knights og et historisk indblik om øerne og den Maori-stamme, som engang boede der.
 

Poor Knights henviser til middelalderens riddere. Hvis de blev fældet på slagmarken og var for fattige til at blive hentet hjem til deres hjemegn, blev de vendt med ansigtet op mod himlen – en stilling som øerne eftersigende skulle ligne oppefra.

Det er i dag forbudt at betræde øerne da en Maori-høvding i sin tid nedlade forbud hermod, efter alle børn og kvinder var blevet slagtet af en rivaliserende stamme mens krigerne var på plyndringstogt. Denne salgs ”tabu” opretholdes åbenbart stadig, men det er vist også fordi New Zealands Department of Conservation gerne ser, at de sjældne planter på øen bliver sparet for menneskelig indblanding.

Billeder herunder viser mig foran et hul i en klippe, sådan som var typisk var dette områdes klippefremspring.

Turens sidste dyk var et vragdyk omkring et krigsskib, der var blevet sunket med vilje efter at den ikke kunne bruges mere af den new zealandske flåde. Turen gik fint, men sigtbarheden var rigtig dårlig, så det var svært at få et helhedsintryk af skibet og omgivelserne. Jeg var lidt skuffet, men da dykket var overstået havde vi alle bestået kurset og det var jo dejligt :) Nu må jeg så få lov til fjolle rundt med dykkerudstyr, hvor det skulle være og så ned til 30 meter istedet for 18 :) Et ”Advanced Deep Water Diving certifikat” kan desuden krydses af mit livs To-Do liste, så nu er jeg blevet et gladere menneske, kan jeg mærke :-)


Turens sidste billede af Poor Knights så ud som vist nedenfor, hvor de største fødder med det underlige hår på storetæerne tilhører mig.