Vi havde længe set frem til denne tur, som havde fået rigtig gode anmeldelser på nettet. Active Earth er et mindre selskab, som har specialiseret sig i hiking i små grupper, hvor en Superguide tager den lille gruppe på maksimalt 11 stykker med ud på de smukkeste vandreture i New Zealand i det område man har valgt. Vores tur gik til Far North, som naturligvis fokuserer på den nordligste del af Nordøen, hvor naturen har sin egen særlige charme, selvom området overordnet er præget af, at være mere fattigt end andre dele – ”The Forgotten North”, som denne landsdel omtales.
Lotte, Nikolaj og undertegnede troppede op foran Sky Tower kl. 8, hvor vi hilste på guiden Ali, som var en spinkel australsk født Kiwi, der gennem hele turen smilte, udstrålede entusiasme og gejst. Den slags smitter! Vores bus havde som nævnt plads til 12 (inkl. chauffør) og havde en anhængervogn med gasblus, køkkenudstyr og plads til mad samt alle teltene, liggeunderlag og bagagetaskerne.
Udover Nikolaj, Lotte og undertegnede var seks piger tilmeldt turen. De hed Gemma, Jane (Australien x2), Anne, Cerain (Skotland x2), Dianne (USA) og Patricia (England). De viste sig senere at være lige omkring 30 år alle sammen, hvilket gjorde mig til gruppens yngste medlem. Jeg synes ellers, at de alle så ud til at have ca. min alder… det er nok en finurlig indikator for, at jeg selv er ved at nå den alder, hvor 30 stadig ser ungt ud (beklager tonen, læsere, som er ældre endnu end mig!). Som årene dog flyver!
Patricia mødte først op kl. 9, så da hun ankom, var vi allerede taget forsinket af sted mod et supermarked, for at handle mad ind til et par dage. Pris: 6-700 NZD, måske fordi der var så mange piger på turen, som gerne ville have masser af peberfrugter til 14 kr stykket, men det var ikke sådan at budgettet blev overskredet.
Efter indkøbsturen kørte vi op nord på. Lotte og jeg har været deroppe af to gange før (kajaktur til Urupukapuka og Poor Knights dykkerturen) og det er en laaaang tur med tusind sving op og ned ad bjerge, så den føles ret lang og man sidder altid og rokker fra side til side.
Vi stoppede for frokost ved Waipu caves for at se på stenformationerne i grotten og dennes glow worms imens vi gik igennem vandet i vores sandaler. Det var flot, men kunne dog ikke hamle op med Black Water Rafting i Waitomos kæmpegrotter – men her var det gratis og åbent for alle. Nedenfor ses et billede inde fra grotten ud mod lysningen udenfor.
Herefter kørte vi videre op nord på til Bay of Islands – tæt på Urupukapuka – til et campsite, der hed Kaingahoa, hvor vi spiste en god BBQ til aftensmad efter vi havde sat vores telte op. Områdets bred var præget af store stenformationer, så der var rig mulighed for at spotte nogle spændende vanddyr i de mange ”rock pools”, som de kaldes. Nikolaj var som altid på pletten, når der skulle tages billedet af insekter og dyr tæt på. Herunder ses han i fotoaktion.
Vejret var i løbet af dagen blevet mere overskyet og der nåede også at falde nogle dråber inden vi hoppede i soveposerne. Vejrudsigten hjemmefra lød dog på 7 dage uden nævneværdig nedbør, så vi håbede på en dejlig solskinsdag næste morgen og det skulle vi få!
24/11-10
Denne dag skulle vi virkelig udfordres mht. vandring eller ”tramping”, som de kalder det hernede. Vi kom tidligt op og blev kørt hen til rutens start af Ali, som skulle køre bilen hen til endestationen og indhente os bagefter. Billedet herunder viser den første eng vi kom ind på, hvor vi åbenbart var på samme side af indhegningen som de to nysgerrige heste på billedet.
Hele turen tog seks timers i det smukke Bay of Islands, som var meget bakket med stejle op og nedstigninger hele tiden. Jeg bar en ret tung taske og svedte en masse og blev nødt til at drikke vand næsten konstant for ikke at gå død, men alle de flotte udsigter var det hele værd. Se f.eks. billedet herunder.
På vejen stoppede vi ved Whangamumu Whaling station, hvor Ali gav os et historisk indblik i New Zealands hvalfangst gennem tiden. Hvalfangerne fandt gennem tiden ud af, at de kunne arbejde sammen med spækhuggerne, som ville hjælpe til med at omringe hvalerne, hvilket de til gengæld blev betalt med tungerne fra de dræbte hvaler – det var åbenbart alligevel kun tungen de selv gad spise, hvis de selv skulle dræbe de større hvaler. I dag er New Zealand stærke modstandere af hvalfangst og er en lille smule sure på Japan, fordi de indimellem snupper hvaler tæt på NZ farvand. Inden turen var klaret kunne vi få en dukkert på stranden, som kan på billedet herunder. Det var lækkert!
Efter turen var mine lår begyndt at ryste og skuldre og ryggen var også ret ømme, så det var rart at sætte sig ind i bussen og blive fragtet videre op til Russel. Inden New Zealand blev koloniseret, var Russel kendt som ”The Hell Hole”, hvor sømænd og søens andre folk kunne få øl og damer i det lovløse land. Det lyder som en havn der er taget ud af en piratfilm. I dag er Russel dog mere kendt som ”Romantic Russel”, for at prøve at rette op på det ry. Anyway, vi tog en lille færge derfra til Pahia, hvorfra turen i bussen fortsatte til Tauranga Bay campsite. Aftensmaden blev lavet af Lotte og Dianne og stod på en karry ret og nydt ude i det fri – meget nøje overvåget af mågerne, som kom til at være en meget naturlig del af madlavningsområdet på resten af turen. Salat spyttede de ud, men hvis de kunne få næbet i chips var de slet ikke til at styre.
25/11-10
Denne dag var primært sat af til en kajaktur sammen med amerikaneren Richard, som boede i en kæmpestor træhytte på en bakketop med en ”million dollar”-udsigt udover Bay of Islands og de flotte lavaklippeformationer. Mere præcist hed havnen Whangaroa vidst harbour. Det var en virkelig flot kajaktur. Lotte og jeg måtte dele en tung dobbeltkajak, men fik det heldigvis til at fungere uden at blive alt for uenige om retningen og farten.
Billedet herunder viser en svedig udgave af mig, som har arbejder hårdt i bagenden af kajakken.
Højdepunktet var kajaksejladsen inde i de smalle, høje grottetunneller, mens bølgerne prøvede at baske én ind mod siderne og satte fart i eller tog farten af kajakken. Vandet var fyldt med hurtige pingviner og nogle enkelte rokker og himlen af Gannets (ligner store måger), som fiskede. Fra 10-12 meters højde klapper de vingerne sammen og styrter mod havoverfladen og dykker ned og fanger fiskene. Mens 8-12 gannets på et tidspunkt tæppebombede havoverfladen fortalte Richard, at de kunne nå helt ned på 12 meters dybde og at de med tiden bliver blinde af at ramme vandets overflade med så høj fart med åbne øjne.
Efter dette kørte vi videre til Manganui og spiste fish and chips, som er lidt af en nationalspise hernede, måske kun overgået af BBQ mad. Stedet har tidligere kunne bryste sig af at lave de bedste fish and chips, men det var nok før de havde skåret sådan ned på mængden af pommes fritter (chips) i deres menuer.
Herfra kørte vi videre til 90 Mile Beach, som er en ca. 90 km lang kyststrækning, der må siges at være blevet navngivet før den blev målt eller navngivet af en gut, som skylder en meget alvorlig kvaje-bajer!
Vi slog lejer ved Bluff Rocks, som kan ses på billedet nedenfor.
Dette var den hidtil mest primitive lejr, idet der ikke var vand. Det var for længe siden, at det havde regnet til, at vandtankene kunne bruges til at skylle ud i toiletterne, så de var meget fæle da vi ankom. Ali fik båret vand op i dunke fra en stor vandpyt nær stranden, så gamle rester af lort kunne blive skyllet væk og lugten blev en anelse bedre. Vinden blæste rigtig meget den aften og havet bragede i det fjerne, men det var alligevel den nat, at jeg fik den bedste nattesøvn.
26/11-10
Denne morgen tog vi til Tepaki dunes efter vi havde spist morgenmad og pakket bussen. Her skulle vi sandboarde på de kæmpestore sandbanker og det var super skægt. Billedet herunder viser den sandbanke, som vi ”boardede” nedad med fuld fart og hovedet først.
Hovedet først og huld fart (50-60 km/t hvis jeg husker rigtigt) betyder høj risiko for nakke og rygradsskader og den slags er ikke for sjov, så det var alligevel med respekt for det, at vi kastede os ud i det. Heldigvis viste Ali vejen og gennemgik den rigtige teknik og hvordan man styrede med tæerne. Jeg har nok vejet 20-30 kg mere end de fleste på turen, så jeg kunne rigtig blæse nedad sandbjerget. Det var super sjovt, men som med al sandsport endte sandet OVERALT. Desuden var gåturen derop enormt anstrengende og var således den største begrænsning for, hvor mange ture jeg fik taget. Herfra kørte Ali os til Ta Potupotu camp, hvor vi kunne få et koldt bad, slå telte op og lade op til eftermiddagsturen. Nedenfor kan ses hvordan jeg selv fik ladet batterierne op.
Eftermiddagsturen tog fire timer fra Cape Maria van Diemen over Te Werahi stream op til New Zealands nordligste punkt ved cape Reinga. Det var en helt fantastisk hiking tur (turens bedste), selvom den var hård. F.eks. så Lotte ud som nedenfor undervejs :P
Selvom vejret ser meget gråt ud på billedet, var der ingen regnfald og det var også en rar afveksling ikke at gå i den bagende sol og tømme flere liter vand. Til aftensmad skulle Nikolaj og jeg lave en vegetar-pasta-ret, hvor pastaen dog gik grueligt galt, fordi den glutenfri-pasta, som vi havde købt fordi Lotte og Patricia er glutenfri, endte med at gå i opløsning og måtte hældes ud. Alle damerne blev dog enige om at det ikke kunne være kokkenes skyld, så vi blev tilgivet og skyndte os at tømme vores rislager og spise en ellers god aftensmad inden de ombestemte sig. Da det blev solnedgangstid vendte vi tilbage til fyrtårnet på Cape Reinga, hvor vejret var klaret mere op. På billedet nedenfor kan man se mig og det nordligste punkt i New Zealand, sådan som vi så ud den dag.
Foran fyrtårnet ud mod murstenshegnet stod der i øvrigt en Harley Davidson helt alene. Det viste sig senere, at ejeren sad på den anden side af murstenene - en kæmpe stor maori-gut med lædderjakke, store solbriller og en joint i munden. Stedet er meget helligt for maorierne, da deres myter fortæller om de dødes sjæle, som vandrer til Cape Reinga for at kigge ud over landet for en stund inden deres sjæl rejser videre til evighedslandet, hvor man kan hvile. Fordi det er helligt beder de folk respektere området ved ikke at drikke vand og spise mad i området, men det kunne godt lade til, at joints er en undtagelse :-)
Se Harley’en nedenfor. Kan I heller ikke se manden bagved?
27/11-10
Denne morgen startede med en 1½ times morgenhike fra campen til Cape Reinga. Vejret var mere solrigt end dagen før og bød også på en ekstra god udsigt. Se billedet nedenfor.
Resten af dagen bød på en masse kørsel, da vi blev nødt til at bevæge os tilbage mod Auckland, hvor turen sluttede næste dag. Vi stoppede på vejen ved Hokianga harbour ved et smukt udkigspunkt og senere ved Waipoua forrest for at se Tane Mahuta. Navnet kan oversættes til ”Lord of the Forrest”, og er sådan kaldt, fordi det er New Zealands største kauri træ. Det var 51,5 meter højt, stammen havde en kæmpe stor omkreds. Træet menes i øvrigt at være over 2000 år gammel og har også en meget stor betydning for maorierne, for hvem den omtales som ”Livsgiveren”. Se selv træet på billedet nedenunder!
Senere ankom vi til Trounson camp, som var en rigtig hyggelig lejr op ad en skov bl.a. bestående af kauri-træer. Det var her, hvor vi om natten skulle prøve, om vi kunne spotte en kiwi-fugl, når den skulle ud og finde mad. Kiwi-fuglene er en truet dyreart, som kun findes i New Zealand, hvor fuglen er blevet et nationalsymbol. De tidlige bosættere (og senere den new zealandske regering) har gennem tiden indført mange dyr til landet. De tidlige bosættere tog fugle og husdyr med for at minde dem om hjemlandet, hvorimod senere dyreimporteringer har haft det mere praktiske mål at rydde skadedyr af vejen – desværre uden omtanke. De nytilførte dyr har været med til at ødelægge en skrøbelig balance og er selv gået hen og blevet de nye skadedyr. Possums æder af træernes blade, så de dør og trouts dræber kiwi-fuglene, som ikke kan bruge deres vinger til at flyve i skjul, fordi der ikke var nogen naturlige fjender på landjorden før dennes indførsel.
Kiwi’en er i øvrigt i familie med f.eks. strudsen og bruger sine forholdsvis stærke ben til at forsvare sig med. Et andet forsvarstrick er at stå helt stille, når der er fare på færde for på den måde at gå i et med mørket. Det er en trout dog ligeglad med og griber chancen til at gøre kort proces. En fuldvoksen kiwi kan blive større end en stor hane og hunkiwien lægger et bemærkelsesværdigt stort æg, som fylder 1/3 af dens samlede kropstørrelse. Efter denne urimelige bedrift går hun-kiwien sin vej og lader han-kiwien udruge ægget.
Nu jeg kom til at skrive om fugle-familien med kiwien og strudsen, så har New Zealand også været hjemland for den største af slagsen, nemlig Moa’en, som havde verdens største ørn – kaldet Giant Eagle – som fjende. Desværre blev moa’en jaget til udryddelse af maorierne. Ali fortalte, at de brændte en hel skov ned for at få dræbt de sidste, som havde gemt sig derinde. Således blev verdens største ørn også udryddet, fordi den ikke længere kunne leve af at jage moa’erne.
Det var lidt af et sidespring. Den egentlige oplevelse startede kl. 21.30, hvor vi med pandelamper og lommelygter begav os ind i den mørke skov, for at finde kiwien. Desværre havde vi fået selskab af 3-4 større eller mindre grupper turister, som var med til at sikre, at den forsigtige og lyssky fugl forblev uset. Det var ellers en spændende oplevelse at gå rundt i skoven om natten, hvor vi så andre nattedyr. F.eks. så vi et par kæmpe store ål i skovens vandløb, som kan blive op til 80 år og kun yngler én gang i deres liv – nemlig når de har nået omkring de 80 år og er svømmet ud på deres livs sidste rejse til et hav (som jeg har glemt hvad hedder) for at yngle.
28/11-10
Den sidste dag startede med en gåtur gennem skoven, som vi havde set om natten. Det var spændende og Ali fortalte os en masse mere om skoven og dyrelivet. På billedet herunder sidder Nikolaj og Anne og studerer et rodnet fra et træ, som om natten havde været lyst op af glow worms.
Resten af formiddagen gik med at køre tilbage til Auckland, hvor vi ankom allerede kl. 14 lige oveni en julemandsparade, som gjorde, at halvdelen af byen var spæret af for køretøjer. Vi fik ikke set særlig meget af paraden, da vi havde travlt med at bære vores tunge bagage tilbage til det hostel, vi havde booket.
Om aftenen mødtes vi med gruppen fra turen og spiste på en restaurant. Det var rigtig hyggeligt og var en god måde at sige farvel på til en gruppe, som man følte man havde set meget til den sidste lille uges tid.
Jeg vil slutte indlæggene om november-oplevelserne nu. Nikolaj, Lotte og jeg har for længst fået taget hul på december-oplevelserne, som primært byder på busturen med Flying Kiwi. Denne tur består af 5 dage på nordøen og 3 uger på sydøen, så der bliver en hel masse at skrive om og som sædvanligt er jeg allerede langt bagefter.
Det er muligt, at det alt sammen først bliver skrevet ned om en del tid, men jeg håber at jeg kan få nogle sjove og præcise historier ud af det alligevel!
Jeg håber I alle har det godt derhjemme, selvom jeg kan forstå, at snevejret byder på nogle store udfordringer!
Krammer fra Brian!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar